Erik Jensen om mislykkede forhandlinger: Vi er ikke overraskede

- Det er selvfølgelig ærgerligt, at vores indflydelse bliver mindre, siger Siumut-formand Erik Jensen. 
Erik Jensen og Siumut kommer ikke til at danne koalition med IA. Foto © : Scanpix
14. april 2021 05:42

Erik Jensen er såmænd ikke så overrasket over, at Inuit Ataqatigiit i går takkede pænt nej til at arbejde sammen med Siumut. 

- Vi kunne allerede før valget se hvem, der var enige og holdt sammen. Så vi er ikke overraskede, og vi er klar til at være i opposition, siger Erik Jensen til KNR.

Koalitionsmatematik

Der er 31 pladser i Inatsisartut.

For at have et flertal skal et parti eller en koalition sidde på 16 pladser. 

Inuit Ataqatigiit har 12 mandater.

Siumut har 10.

Demokraatit har 3. 

Naleraq har 4. 

Atassut har 2 pladser. 

Nunatta Qitornai og Samarbejdspartiet fik ikke nok stemmer til at beholde deres pladser i Inatsisartut. 

Dermed forhandler Inuit Ataqatigiit nu kun med Atassut og Naleraq. Demokraatit forlod forhandlingerne allerede i fredags. 

Ingen ro på bagsmækken med Siumut i bilen

- Det er selvfølgelig ærgerligt, at vores indflydelse bliver mindre. Men vi tager det til efterretning, siger Erik Jensen. 

IA-formand Múte B. Egede vil ikke have Siumut med i en koalition, fordi IA vil have en koalition, ”der er stabil”.

- Vi vil gerne have, at der er ro på bagsmækken. Og det ser vi ikke, hvis koalitionen er med Siumut, siger Múte B. Egede.

- Vi har haft vores overvejelser – men som forhandlingsleder vurderer jeg, at når vi skal videre til den næste runde forhandlinger, så skal det være uden Siumut.

Der er konstituerende samling i Inatsisartut fredag 23. april.

På samlingen skal de nye medlemmer af Naalakkersuisut formelt godkendes. Medlemmerne af udvalg, nævn og råd i Inatsisartut skal også vælges.

 

Foto © : valg.gl

Resultatet af stemmerne fra valget. Kilde: valg.gl

 

Ifølge IA-formanden bliver den nye koalition præsenteret lige omkring den 15. april – det vil sige omkring på torsdag. 

I de kommende dage vil IA forhandle med Atassut og Naleraq, siger Múte B. Egede.

Hans Enoksen, der er formand for Naleraq, glæder sig allerede:

- Vi er ikke blevet inviteret til flere samtaler lige nu. Men jeg håber, at vi bliver inviteret til flere møder, siger han.

Mangler fire mandater 

Og det gør Naleraq med al sandsynlighed. IA sidder på 12 mandater i Inatsisartut. For at have et flertal, skal en koalition have 16 mandater.

Det betyder, at IA-formand Múte B. Egede skal finde mindst fire mere at arbejde sammen med. 

Lige præcis de fire sidder Naleraq på. Og Naleraq er ligesom IA modstander af mineprojektet ved Kuannersuit, hvor uran vil blive udvundet sammen med sjældne jordarter.

LÆS OGSÅ Siumut forlader forhandlinger med IA

Atassut vil have en folkeafstemning om mineprojektet, der netop nu er i høring frem til 1. juni.

Inuit Ataqatigiit blev valgets største parti med 36 procent af stemmerne.

Naleraq fik 12 procent af stemmerne, og Atassut syv procent. 

Siumut fik 29 procent.