Erik Jensen får Lund Olsens tidligere områder

Erik Jensen indstilles til at overtage efter Martha Lund Olsen.
Foto © : Camilla Dam/KNR
Skrevet af Thomas Munk Veirum
20. april 2017 15:08

Torsdag eftermiddag Klokken 14 havde formand for Naalakkersuisut, Kim Kielsen, indkaldt til pressemøde. Det var ventet, at Kim Kielsen ville præsentere siumutmedlemmet Erik Jensen som ny naalakkersuisoq på mødet.

Efter Martha Lund Olsen blev fyret fra Naalakkersuisut, i forbindelse med at hun stillede op til kommunalvalget i Kommuneqarfik Sermersooq, overtog naalakkersuisoq for råstoffer Mute B. Egede (IA) midlertidigt områderne Kommuner, Bygder, Yderdistrikter, Infrastruktur og Boliger.

Det er disse områder der nu går tilbage til et siumutmedlem fra Naalakkersuisut, og det bliver altså Erik Jensen. Udnævnelsen forudsætter dog, at Inatsisartut godkender det nye medlem af Naalakkersuisut på mandag.

Ny mand på posten

Erik Jensen har indtil nu været medlem af kommunalbestyrelsen i Qeqqata Kommunia, hvor han blandt andet var formand for Siumuts gruppe. I 2015 stillede han op til folketingsvalget, hvor han med mere end 1300 stemmer fik tredje flest stemmer efter Aleqa Hammond og Jens Erik Kirkegaard.

Erik Jensen har ikke siddet i Inatsisartut eller i Naalakkersuisut, så det er altså en ny mand, som Kim Kielsen ifølge KNRs oplysninger vil have med i sin regering.

I sin begrundelse for valget lagde Kim Kielsen vægt på at Erik Jensen har været ansat 16 år i boligselskabet INI A/S, og dermed har stor erfaring inden for boligområdet, hvilket er et område, som Naalakkersuisut gerne vil reformere.

- Det er vigtig at understrege, at det er alle områderne, der er vigtige og skal varetages. Jeg glæder mig utrolig meget til at komme i arbejdstøjet, sagde Erik Jensen efter pressemødet til KNR.

Erik Jensen er 41 år har været ansat som chefkontroller hos INI A/S i Sisimiut i mange år, før han blev kommunikationsmedarbejder i samme selskab. Han har tre døtre sammen med sin kone.