Erhvervslivet vil også have en lufthavn i Qaqortoq

Sydregionens samlede erhvervsliv erklærer nu sin stærke utilfredshed med Kommune Kujalleqs afvisning af, at lufthavnen skal ligge i Qaqortoq og ikke Narsarsuaq.
18. november 2010 15:48

Transportkommisionen anbefalede ellers en flytning af lufthavnen i Narsarsuaq til Qaqortoq, men som bekendt erklærede Kommune Kujalleqs trafikudvalg modstand mod Transportkommisionens anbefalinger om en lufthavn i Qaqortoq.

En afvisning, som udvalget blandt andet har begrundet med, at den foreslåede landingsbane på 1199 meter er for kort til Atlantflyvninger.

Men nu svarer erhverslivet igen. De er nemlig tværtimod rigtig glade for Transportkommisionens konklusioner.

For i den rapport, der indtil videre er kommet, er der netop taget højde for landingsbanens længde, som kommisionen anbefaler, at man vil udbygge, såfremt der for alvor kommer gang i mineindustrien i området, understreger gruppen af erhvervsfolk anført af Jim Riis, direktør for Hotel Qaqortoq og formand for Erhvervsforum Qaqortoq,

De mener, at den nuværende lufthavns placering betyder et tab af omsætning til erhvervslivet på grund af den uregelmæssige og omstændige transport fra Narsarsuaq og videre til Qaqortoq.

- Hele erhvervslivet har også mærket på egen krop hvor umuligt det er at planlægge møder udenfor de sydgrønlandske byer, da man mange gange bliver tvunget til at opholde sig uforholdsmæssigt længe andetsteds, skriver erhvervlivets repræsentanter således.

De opfordrer nu kommunens trafikudvalg til at indkalde til et stormøde, hvor alle parter kan komme frem med deres holdninger og argumenter.