Erfaringsdeling skal styrke Kujalleq og Qeqqata
- Vores kommune og Kommune Kujalleq har hver deres styrker i forskellige områder, som den anden kommune måske ikke har så meget viden omkring, siger borgmester i Qeqqata Kommunia, Hermann Berthelsen.
Kommune Kujalleq og Qeqqata Kommunia er landets mindste kommuner både geografisk og befolkningsmæssigt. Ved at indgå kommunalt samarbejde vil de to kommuner udveksle kompetencer. Det skal udvikle deres servicering af borgerne, mener borgmesteren.
- Vi har ikke en jurist i Qeqqata Kommunia, og her kan vi samarbejde med Kommune Kujalleq, fordi de netop har en jurist. På den måde bidrager kommunerne med deres styrker, som vil komme os allesammen til nytte, siger borgmesteren.
Læs også Kujalleq og Qeqqata vil hjælpe hinanden i nyt samarbejde
Sammen vil kommunerne blandt andet arbejde på at udvikle folkeskolen. Her nævnes skolebestyrelsens ansvarsområder, timefordeling og samarbejdet med skolehjem.
Der bliver også sat fokus på de ledige i kommunerne. Der skal skabes bedre rammer for de lediges efteruddannelse ved at udveksle indsatsen i Job-, Vejledning- og Opkvalificeringscentre.
Trækker også på de andre kommuner
Begge kommuner har udfordringer på socialområdet. Derfor vil de bruge hinandens erfaringer til at optimere og udvikle socialområdet.
- Vi skal til enhver tid bidrage med vores viden til de andre kommuner. Vi vil selvfølgelig hente viden hos Qaasuitsup Kommunia og Kommuneqarfik Sermersooq og samarbejde med dem, siger Hermann Berthelsen.
Læs også Flere børn anbringes uden for hjemmet
Kommunerne har ambitioner om bedre trafikinfrastruktur og har ligeledes fokus på udvikle trafikforbindelser til Island i luften og til havs.
Kommune Kujalleq og Qeqqata Kommunia er landets minekommuner, som har nye miner på vej. Her vil de to kommuner anvende muligheden for at udveksle erfaringer, for samarbejdet med mineselskaber og Selvstyret, herunder ved gennemførelse af IBA-aftaler.