Er Lyberth på fiskernes eller fabrikkernes side?

Det lyder som om, at Karl Lyberth, naalakkersuisoq for fangst og fiskeri, taler med to tunger, når han diskuterer sin fiskeripolitik med befolkningen.
22. august 2013 08:46

- Det du siger til mig, det er, at producenternes fabrikker ikke kan løbe rundt, hvis de ikke selv må fange fisk. Det synes jeg er en forkert holdning.

Sådan sagde Karl Lyberth, naalakkersuisoq for fangst og fiskeri, d. 7. august i Radioavisen.

En genindførelse af gummistøvleparagraffen, hvor store fiskeproducenter tvinges til at fravælge enten fiskeri eller fabriksdrift, vil ikke betyde tab af arbejdspladser.

Lyberth slog dengang fast, at han ikke har været bekymret for tabte job, når han overvejer fiskeriforbud til fabrikkerne.

- Nej, det har jeg faktisk aldrig været. Fordi fiskene er der jo stadig, og forhåbentlig en endnu større mængde fisk. Når det er den samme mængde fisk, så kan det jo ikke betyde færre arbejdspladser, sagde ministeren.

To dage før besvarede Karl Lyberth dog et §37-spørgsmål fra sin partifælle Karl-Kristian Kruse, der er fanger og jollefisker. Kruse ville gerne høre, om Lyberth har planer om at begrænse de store fiskeproducenters eget fiskeri, der konkurrerer med små fiskere som han selv.

Til det svarede Lyberth skriftligt:

- Nogle selskaber har opkøbt kvoter og deltager i fiskeriet for at sikre deres egen råvareforsyning. Følgerne af at annulere kvoteandelene, kan derfor i visse tilfælde modarbejde koalitionens ønske om at opnå størst mulig beskæftigelse i fiskeriet.

Både SIK og GA har luftet bekymring om, at det vil betyde tabte job på fabrikkerne, hvis Karl Lyberth forbyder de store virksomheder både at fiske og drive fabrikker og indhandlingsanlæg.

Men det er altså svært at finde ud af, hvor ministeren står, når det gælder frygten for tabte arbejdspladser. Den ene dag går Karl Lyberth til angreb på fiskefabrikkernes mulighed for selv at fiske. Den næste dag forsvarer han deres ret.

Måske er det af samme grund, at Karl Lyberths varslede genindførelse af gummistøvleparagraffen lige nu er udskudt - i hvert fald indtil forårssamlingen.