Entreprenører mistænkes for snyd

To entreprenørvirksomheder i henholdsvis Nuuk og Sisimiut, blev i tirsdags ransaget af repræsentanter for Bagmandspolitiet og Konkurrencestyrelsen.
Skrevet af Karsten Sommer
19. november 2009 16:01

De to firmaer - Permagreen og BJ Entreprise - er under mistanke for at have koordineret deres tilbud i forbindelse med licitationer for dermed at sikre, hvem der fik opgaven - og til hvilken pris. Det skriver Sermitsiaq i dag.

Det er forbudt i henhold til konkurrenceloven, da målet med licitationer netop er at sikre, at der skal være konkurrence i forbindelse med afgivelse af tilbud. Sagen omfatter bl.a. licitationer for Selvstyret.

Bagmandspolitiet ransagede tirsdag firmaernes adresser i henholdsvis Nuuk og Sisimiut, beslaglagde dokumenter og fik adgang til en række elektroniske data, fortæller Sermitsiaq.

- Det er korrekt, at vi er blevet ransaget af Bagmandspolitiet. Og der foregår nu en undersøgelse efter konkurrencelovens bestemmelser. Derudover har jeg ikke yderligere kommentarer, siger Permagreens direktør, Preben Kold Larsen.

BJ Entreprise ønsker hverken at be- eller afkræfte avisens oplysninger.

- Vi har ikke nogen kommentarer, oplyser medejer af BJ Entreprise, Jeppe Mortensen til Sermitsiaq.

Direktør Henrik Leth fra Grønlands Arbejdsgiverforening understreger, at organisationen tager afstand fra snyd med licitationer, men håber på en hurtig sagsbehandling.

- Det kan være ødelæggende for et firma, hvis det skal hænge på den slags beskyldninger i længere tid, siger Henrik Leth.