Enoksen udskriver valg

15. september 2005 20:33

Landsstyreformand, Hans Enoksen har her til aften udskrevet valg. Det sker efter flere dages forhandlinger mellem Siumut og IA om finansloven for 2006. Parterne kunne ikke nå frem til et forlig, og på den baggrund har Hans Enoksen valgt at udskrive valg den 22. november. Hans Enoksen begrunder sammenbruddet i forhandlingerne med først og fremmest uenighed om børnechecken og andre mindre uoverensstemmelser. Landsstyreformanden er ked af, at finanslovsforhandlingerne ender med et valg, men han mener, at vælgerne fortjener at få renset luften. Han erkender, at han hele tiden har vidst, at forhandlingerne kunne bryde sammen og ende med et valg, og det er netop derfor, at han har ventet med at udnævne de to nye landsstyremedlemmer. Hans Enoksen er nu gået i gang med at skrive en begæring om at udskrive valg den 22. november. Begæringen skal han aflevere til Landstingsformanden, Jonathan Motzfeldt, som så vil indkalde Landstinget til at godkende begæringen.