Enige om et tættere arktisk samarbejde

Udenrigsminister Martin Lidegaard og hans norske kollega Børge Brende er på et møde i den nordnorske by Tromsø under konferencen Arctic Frontiers blevet enige om at satse på et tættere arktisk samarbejde og på at udnytte hinandens arktiske kompetencer.
Skrevet af Karsten Sommer
21. januar 2015 17:02

- Både Danmark og Norge har arktisk ekspertise i verdensklasse, og den er det, vi ønsker at udnytte til fælles bedste, siger Martin Lidegaard, der påpeger at de to lande i forvejen samarbejder via Arktisk Råd.

 

Når Arktisk Råd i april mødes i Iqaluit i Canada, hvor USA overtager formandskabet, vil den danske udenrigsminister iøvrigt presse på for at få EU ind i varmen som observatør.

 

Det understregede han i sit indlæg på Arctic Frontierskonferencen, hvor han også fremlagde de danske klimaprioriteringer op til COP21 i Paris næste år. Her regner Lidegaard med, at der opnås aftale, men frygter samtidig, at den ikke bliver ambitiøs nok.

 

- Vi er nødt til at nå et resultat, for vi får ikke chancen igen, sagde Martin Lidegaard i sin tale på konferencen.