Engang var Grønland dækket af en kæmpestor grøn skov

I den ældste og allerdybeste is på bunden af Indlandsisen har forskere fundet rester af en skov, der engang dækkede hele Grønland.
- Der har været et tidspunkt, hvor der fra nord til syd har været en skov, som har dækket hele Grønland. Det, synes jeg, er ret fantastisk, siger Dorthe Dahl-Jensen. Hun står bag et nyt projekt, som skal se nærmere på, hvordan klimaet var, da Grønland for en million år siden var dækket af skov. Foto © : Emilie Thejll-Madsen
07. november 2022 10:50

I årtier har iskerneboringer fra Grønlands indlandsis givet verden information om, hvordan livet på Jorden har forandret sig.

Men på bunden af Indlandsisen i den allerældste is gemmer der sig stadig hemmeligheder, som ingen endnu har afkodet.

For eksempel kan man se, at der engang har stået en skov, der hvor Indlandsisen ligger i dag. Men hvordan så den ud, og hvor gammel var den? Det skal et nyt storstilet forskningsprojekt forsøge at finde svar på.

LÆS OGSÅ Iskerneboringer tæt på at nå bunden af indlandsisen

Det fortæller Dorthe Dahl-Jensen, der skal lede projektet, og som er professor ved Niels Bohr Instituttet på Københavns Universitet og Universty of Manitoba i Canada.

- Når vi borer iskerner og kommer helt ned til bunden, så begynder vi at se små sten, sand og materiale i iskernerne. Hvis man ser godt efter, så finder man små synlige plantedele, der kommer fra den første skov, siger hun til KNR.

I alt er der afsat 86 millioner kroner til at indsamle viden om skoven, der engang dækkede Grønland.

Foto © : NEEM ice core drilling project, www.neem.ku.dk, Antje Fitzner

Der er siden 1955 blevet lavet iskerneboringer i Indlandsisen. Isen har gennem årene bidraget med store videnskabelige opdagelser om blandet andet Jordens klima. Indtil nu har det været muligt at datere is ca. 130.000 år tilbage.

Foto: NEEM ice core drilling project, www.neem.ku.dk, Antje Fitzner.

En million år siden skov

Ved hjælp af komplicerede analyser har forskerne allerede en ide om, hvor lang tid siden det er, at en skov dækkede verdens største ø.

Man har blandt andet analyseret indholdet af luftboblerne, som er indfanget i isen. Resultaterne fra de første studier viser, at isen i den centrale del af Grønland, har dækket jorden i en million år. Derfor må det altså være en million år siden, at Grønland var isfri, og der stod en skov.

Forskerne ved også, at skoven, som ligger på bunden af Indlandsisen, har en del fællestræk med den vegetation, som i dag findes i Sydgrønland, Nordsverige og i de arktiske egne af Canada.

- Det er skov, der består af gran-, pil- og birketræer. Så der har været et tidspunkt, hvor der fra nord til syd har været en skov, som har dækket hele Grønland. Det, synes jeg, er ret fantastisk, siger Dorthe Dahl-Jensen.

For at der kan stå en skov af den slags, som Dorthe Dahl-Jensen beskriver, så kræver det, at den varmeste måned i gennemsnit skal være mere end 10 grader, mens den koldeste måned ikke må være koldere end minus 17 grader i snit.

Så skal der igen vokse en skov frem på midten af Grønland, så skal der ske en temperaturstigning på mere end 10 grader i det centrale Grønland. Samtidig skal hele Indlandsisen også først smelte væk.

Det har altså lange udsigter, før Grønland igen vil være dækket af en kæmpestor, grøn skov.