Endnu usikkert om Aappilattoq skal udbygges

Det er for tidligt til, at de offentlige kan give et klart svar på, om de vil anlægge el og vand, veje, stier og kajanlæg i Aappilattoq, når Halibut Greenland skal til at opføre en fabrik i bygden ved Upernavik.
26. juni 2014 08:39

Det er meldingen fra både Qaasuitsup Kommunia og Selvstyret.

Før Halibut Greenland vil investere i en fabrik til 30 millioner kroner, har selskabet brug for at vide, om de offentlige vil anlægge el og vand, veje, stier og kajanlæg. Og så er der brug for nye boliger til de ansatte og daginstitutioner til deres børn. For det er planen, at fabrikken, der skal stå færdigt ved udgangen af 2016, skal beskæftige 30 ansatte om året. Investeringer, som de offentlige, altså kommunen og Selvstyret, bør stå for, mener selskabet.
 
Men så langt er hverken kommunen eller Selvstyret fremme. Qaasuitsup Kommunia vil først holde møde med hellefiskeproducenten, oplyser borgmester Ole Dorph:

- Det er en dialog, som vi, kommunen og Halibut Greenland, nu går i gang med at finde ud af, hvilke aktiviteter og anlæg kommunen eventuelt skal stå for, og hvilke aktiviteter Nukissiorfiit skal stå for, og hvilke aktiviteter Selvstyret skal arbejde med, siger borgmester Ole Dorph.

Direktøren i Halibut Greenland Niels Thomsen efterlyser desuden nye boliger i Aappilattoq med 159 indbyggere. Halibut Greenland forventer nemlig, at mange af de ansatte skal hentes andre steder fra. Men heller ikke på det punkt har kommunen et klart svar:

- Det er noget, som vi tager en snak med Halibut Greenland for at se det behov, der vil opstå, når fabrikken bliver etableret og taget i brug, siger Ole Dorph, der endvidere fortæller, at kommunens kultur og undervisningsafdeling også projekterer med en vuggestue i Aappilattoq:

- Og det er også det samme, der gør sig gældende med en vej og noget sprængning af en knold på vej ud til fabrikken. Så den dialog, den tager vi med Halibut Greenland igen, når vi mødes, siger Ole Dorph.

Departementet for Sundhed og Infrastruktur oplyser, at departementet netop nu er i gang med at udvikle en sektorplan for havneområdet. Havnesektorplanen forventes først forelagt Naalakkersuisut til efteråret. Det er derfor for tidligt at sige noget konkret om, hvorvidt havneadgangsforholdene i Aappilattoq vil blive forbedret.