Endnu et travlt år for politiet

2015 har været endnu et travlt år for politiet her i landet. For både et kongeligt besøg og et forhøjet terrorniveau har tæret på politiet. Det opvejes dog af, at der begås færre forbrydelser her i landet.
Skrevet af Jonas Fievé
01. januar 2016 18:25

Travlheden skyldes dog ikke, at politiet har været ude og jagte flere forbrydere. For igen i år har landet nemlig oplevet en nedgang i antallet af sager.

- Så ser det faktisk ud til, at det fald vi har oplevet i kriminaliteten de sidste 10 år, det lige så stille fortsætter i år også. Det kan vi kun være glade og tilfredse med, siger Politimester i Grønlands Politi, Bjørn Tegner Bay, til KNR.

Færre voldssager 

Sidste år var der 722 voldssager, det regner Bjørn Tegner Bay med i år er faldet til mellem 650 til 700. Selvom der er tale om et fald:

- Så må vi også erkende, at faldet er fra et meget, meget højt niveau til et meget højt niveau. Vi ligger stadigvæk uhyggeligt højt i forhold til lande, vi sammenligner os med, men det her er en start, siger politimesteren.

De sidste ti år har antallet af sædlighedsforbrydelser ligget på den samme høj niveau omkring 130 til 150 sager. Men politimesteren understreger, at der er usikkerhed omkring tallet, da det godt kan være, at der bliver begået færre voldtægter. 

- Der kan det være, at flere af sagerne bliver anmeldt til politiet, og dermed falder mørketallet. Hvis det er rigtigt, så er det alligevel ikke så uhyggeligt, at tallet ikke er faldet, siger Bjørn Tegner Bay.

Politiet havde dog en del at se til i forbindelse med, at regentparret var på sommertogt her i landet.

- Det har kostet rigtigt mange politikræfter og meget tid for vores politikuttere. Men det er til gengæld også en af de opgaver, som er lidt sjov at være med til, siger politimesteren.

Politiet i terrorberedskab

Terrorangrebene i både Paris og København har også sat sit præg på arbejde hos Grønlands Politi. 

- Der må vi erkende, at verden for Grønlands Politi ser anderledes ud, end den gjorte for bare fem år siden, det er noget vi træner og øver meget mere. De begivenheder som har fundet sted i både København og Paris, har gjort, at det er noget, vi er meget opmærksomme på, siger politimesteren Bjørn Tegner Bay til KNR.

Det var tydeligt, da Nuuk Center, Naalakkersuisut og Inatsisartut bygninger sidste måned blev evakueret efter en trussel. Her blev hele området afspærret, og tungt bevæbnede betjente var mødt talstærkt op.

- Men på grund af den opmærksomhed, der er omkring terror, så er det en måde, som vi bliver nødt til at håndterer tingene på i dag, siger politimester ved Grønlands Politi Bjørn Tegner Bay til KNR.