Endnu et overgreb mod en ung indiansk pige i Canada

Det er endnu ikke lykkedes at få den canadiske regering til at igangsætte en landsdækkende undersøgelse om de mange indianer, metis og inuit kvinder der forsvinder eller bliver myrdet.
Foto © : Alec Couros/Flickr Creative Commons
18. november 2014 07:00

Nu har et brutalt forsøg på at myrde en ung indianer pige i Winnipeg igen sat sindene i oprør.

 

Den unge indianer Rinelle Harper er kun 16 år, hun går i skole i Winnipeg, men havde fået en fridag i sidste uge, fordi hendes forældre var kommet til byen på besøg fra Garden Hill First Nations reservat i Manitoba.

 

Men fridagen tog en tragisk vending. Først blev hun overfaldet og voldtaget af to mænd, som bankede hende gul og blå, og dernæst smed hende i den iskolde Assiniboine-flod.

 

Men hun var i stand til halv nøgen at kravle op af vandet. De to gerningsmænd var der stadig, de voldtog hende igen, slog hende og smed hende tilbage i floden. Endnu engang lykkedes det hende at kravle op, selv om hun næsten var døden nær.

 

Hendes familie gik både til politiet og til pressen og de tillod at hendes navn og billede blev offentliggjort i hele landet, for at finde frem til gerningmændene.

 

Sagen har virkelig vakt opsigt. Folk i hele Canada er chokerede. For nu er det ikke bare en anonym oprindelig folks kvinde, der bliver voldtaget og slået. Nu er det en ung ambitiøs student, der bare ville gå i skole og tage en uddannelse, for at få et bedre liv.

 

Man sammenligner her Rinelle Harper med Malala fra Pakistan der også, med fare for sit eget liv, har kæmpet for kvinders rettigheder.