Endnu en weekend med spritbilister i Nuuk

Ingen kørekort, påvirket af alkohol og bag rattet i en stjålet bil. En mand midt i 20'erne blev natten til lørdag taget for adskillige lovovertrædelser i Nuuk.
08. marts 2010 10:08

Selv om manden kender bilens ejer, havde han ikke fået lov at låne bilen. Så det tæller som brugstyveri. Manden havde heller ikke kørekort. Og så havde han også en promille i kroppen, hvis størrelse en blodprøve skal afklare. Samlet set står manden nu ifølge politiet til en stor bøde.

I alt snuppede politiet 3 spiritusbilister i Nuuk natten til lørdag. Dermed føjer de sig til en statistik, som siger, at politiet kan forvente at stoppe 2 spritbilister hver eneste weekend i Nuuk.

Generelt er der ikke tale om store promiller. Men vicepolitikommissær Niels Nyvang advarer folk, som har været i byen hele natten, imod at køre bil den følgende morgen:

- Der er jo stadigvæk meget alkohol i blodet efter en hel nat i byen. Og det glemmer folk. Derfor overvejer vi i øjeblikket at lave spiritustest af bilisterne lørdag formiddag, røber han.

Politiet har i alt stoppet 12 spiritusbilister i Nuuk i år. Ifølge Niels Nyvang svarer det til tendensen tidligere år.