Endnu en person er smittet med coronavirus: Nuuk isoleres

Mandag blev det første coronatilfælde i Grønland bekræftet. Nu er endnu en person fra Nuuk bekræftet smittet med coronavirus.
- Nuuk lukker ned klokken 16, lyder den kontante melding fra Kim Kielsen. Foto © : KNR
Skrevet af Jens Betak
18. marts 2020 12:41
Versionist Connie Fontain

To personer er nu smittet med coronavirus i Grønland. Det fortæller Kim Kielsen på et pressemøde onsdag.

- I dag har vi fra Landslægeembedet fået bekræftet, at endnu en person smittet med COVID-19 her i Nuuk, siger formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen.

Kim Kielsen fortæller, at den nye smittede person muligvis er smittet i Nuuk. Derfor øges beredskabet i hovedstaden. Naalakkersuisut forbyder alle arrangementer med flere end ti personer i Nuuk fra i dag klokken 16. Forbuddet gælder de næste tre uger.

- Nuuk lukker ned klokken 16, lyder den kontante melding fra Kim Kielsen.

LÆS OGSÅ Første person i Grønland er smittet med coronavirus

Enhver transport - foruden godstransport - ud fra Nuuk forbydes. Alle uddannelsesinstitutioner og daginstitutioner lukker, men der vil blive indført nødpasning til børn for personer, der udfører en særligt vigtig funktion i samfundet.

Indkøbscenteret Nuuk Center, barer og idrætsfaciliteter, herunder fittnescentre lukker i Nuuk. Gæster på restuaranter, barer og cafeer er forbudt i Nuuk. Levering ud af huset er dog fortsat lovligt.

- Vi har ikke nogen epidemi, men vi laver disse tiltag for at forebygge, at det sker, siger landslæge Henrik L. Hansen.

Formanden for Naalakkersuisut Kim Kielsen understreger, at der ikke er grund til at gå i panik. Godstransport er fortsat i gang, så fødevareforsyningen kommer ikke til at lide under nedlukningen, og dagligvarebutikker fortsætter med at være åbne. Her skal kunderne holde afstand med mindst to meter til hinanden.

Uvidst, hvor person er smittet

Modsat det første smittetilfælde kan Epidemikommissionen dog ikke sige, hvor det nye smittetilfælde er sket.

- Det, der er problematisk, er, at det ikke er åbenlyst, hvor personen er blevet smittet. Derfor er vi i en situation, hvor der kan være spredning i samfundet, siger landslæge Henrik L. Hansen.

Landslægen fortæller, at den smittede person er fra ’universitetsverdenen’. Derfor bør alle personer, der har forbindelse til universitetet holde øje med, om man udvikler symptomer.

Vi er især bekymrede over unge personer, som er kommet hjem til Grønland, hvor retningslinjerne ikke helt er blevet overholdt, siger Henrik L. Hansen.

I politiet understreger politimester Bjørn Tegner Bay, at det er forbudt at rejse ud af hovedstaden.

- Vi taler ikke længere om en høflig opfordring, om ikke at rejse ud af Nuuk. Det er et forbud. Man må gerne tage ud i sin båd og gå på jagt, men man skal komme tilbage til Nuuk, siger politimester Bjørn Tegner Bay.

LÆS OGSÅ Overblik: Status på coronavirus i Grønland

Selv om at de nye tiltag ikke gælder uden for Nuuk, opfordrer landslægen til, at alle lever op til de anbefalinger, som Epidemikommissionen har.

44 personer er indtil nu blevet testet, og 13 personer mangler at få svar på prøverne.

Ingen af de smittede er blevet indlagt på sygehuset.

 

Anbefalingerne for at undgå smitte med virus er:

  • God håndhygiejne med håndvask og evt. hånddesinfektion, hvis hænderne er rene og tørre.
  • Undgå kontakt med personer, der har tegn på forkølelse/luftvejsinfektion.
  • Host eller nys i engangslommetørklæde, alternativt i albuebøjningen.
  • Lad være med at kysse og kramme.