Endnu en mand sigtet for drab på 20-årig i Nuuk

I går sigtede politiet endnu en mand for drab i sagen om den 20-årige mand, som blev fundet død i et depotrum ved Blok 5. Den 25-årige mand, som tidligere blev sigtet, er fortsat tilbageholdt.
Politiet har intensivt efterforsket området ved Blok 5, som nu har ført til endnu en sigtelse. Foto © : Johansinnguaq Olsen/ KNR
13. oktober 2024 16:16

En 41-årig mand blev i går lørdag sigtet for drab i drabssagen, hvor en 20-årig mand blev fundet død i blok 5 i Nuuk den 4. oktober. Det oplyser Grønlands Politi i en pressemeddelelse.

Siden den unge mand blev fundet død har politiet efterforsket sagen intensivt.

På baggrund af den videre efterforskning er endnu en mand blevet anholdt af politiet. Der er tale om en 41-årig mand, som blev anholdt i går og sigtet for drab.

I dag blev den 41-årige mand fremstillet i Sermersooq Kredsret bag lukkede døre, hvor han blev tilbageholdt i 25 dage.

Søndag den 6. oktober blev en 25-årig mand fremstillet i Sermersooq Kredsret og blev tilbageholdt i 25 dage, hvilket han kærede. Landsretten har i torsdags stadfæstet kredsrettens beslutning, og manden er derfor fortsat tilbageholdt.

Af hensyn til efterforskningen kan politiet ikke udtale sig om, hvad der ligger til grund for anholdelsen og sigtelsen mod den 41-årige mand.