Endelig sejr til U20-pigerne

Det grønlandske U/20 kvindelandshold sluttede igår de Panamerikanske mesterskaber i Buenos Aires med en sejr. Pigerne vandt overbevisende over Chile med 29-20 i kampen om 7.-8. pladsen.
Skrevet af Karsten Sommer
11. april 2010 13:49

Dermed fik U20-holdet en tiltrængt revanche for nederlaget i den første kamp mod Chile, og samtidig betød sejren at Grønland endte på 7.pladsen i turneringen. Dermed skal Grønland ud i kvalifikationskampe, hvis de skal med til de næste Pan Amerikanske mesterskaber.

Grønland kunne til gengæld glæde sig over at blive udråbt som turneringens mest fair-spillende hold, det vil sige det hold med færrest advarsler og udvisninger.

Argentina vandt turneringen med en finalesejr på 30-26 over Brasilien. Og Den Dominikanske Republik besatte tredjepladsen. De tre hold har nu kvalificeret sig til U20-VM i Korea til august.