En undervisning før fjernundervisning

Fremtidens undervisning af bygdebørn skal blandt andet ske via video og internet. Men før politikerne skal tage beslutning om det, må de selv kende til metoden.
Skrevet af Apollo Jeremiassen
31. marts 2011 05:00

Derfor deltog medlemmer af Inatsisartut forleden i en fjernundervisningstime. Den foregik samtidigt på Atuarfik Samuel Kleinschmidt-skolen i Nuuk og i bygden Kapisillit i Godthåbsfjorden, skriver Kommuneqarfik Sermersooq.

Der var video og lydudstyr så alle kunne se og høre hinanden. Og ved brug af en elektroniske tavle - en såkaldt smartboard - kunne politikerne i Nuuk og eleverne i Kapisillit begge skrive på det samme elektroniske dokument på tavlen.

Der er stor politisk interesse for fjernundervisningens muligheder. Og derfor ville Inatsisartuts Uddannelsesudvalg opleve Kommuneqarfik Sermersooqs pilotprojekt, og høre om erfaringerne fra projektets koordinater, Christian Jerimiassen.

Han kunne fortælle om megen værdifuld praktisk erfaring med fjernundervisning og e-learning. Men også, at fjernundervisningen kræver mange ressourcer og meget af lærernes tid.

- Det er nødvendigt at tilpasse pædagogikken så undervisningen i højere grad foregår på bygdens præmisser, sagde Christian Jerimiassen, der nu ser frem til den endelige evaluering, og de politiske beslutninger om fjernundervisningens fremtid.