En tiger er smittet med coronavirus i amerikansk zoo

Tre tigre og to løver i en zoologisk have i New York City har tør hoste. Mindst én tiger har coronavirus.
Den zoologiske have blev opmærksom på, at tigeren ved navn Nadia, som er fire år gammel, havde coronavirus, efter at dyret havde udviklet en tør hoste. Foto © : Wcs/Reuters/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
06. april 2020 12:01

En tiger i en zoologisk have i New York-bydelen Bronx er testet positiv for coronavirus.

Det er første gang, at et dyr får konstateret coronasmitte i USA. Det siger en talsmand for Bronx Zoo ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Samtidig er det første gang på verdensplan, at en tiger bekræftes smittet, tilføjer han.

Den zoologiske have blev opmærksom på, at tigeren ved navn Nadia, som er fire år gammel, havde coronavirus, efter at dyret havde udviklet en tør hoste.

- Vi testede katten for en sikkerheds skyld, men selv om tigeren har haft nedsat appetit, har den det i øvrigt godt og er under dyrelægers opsyn, fortæller Bronx Zoo.

Hold afstand til kæledyr

Fire zoologiske haver og et akvarium i New York City har været lukket siden 16. marts.

De amerikanske myndigheder anbefaler fortsat, at mennesker med coronavirus holder afstand til deres kæledyr, "indtil man kender mere til virusset". Det skriver AFP.

Sent i marts blev en kat i Belgien testet positiv for coronavirus. Også to hunde i Hongkong har fået konstateret virusset.