Sæl er smurt ind i dieselolie - nu beder fangerne i Kulusuk om hjælp
5. december sivede 120.000 liter dieselolie ud i søer og havet fra en tank hos Mittarfeqarfiit Kulusuk.
Ud af de 120.000 liter blev 40.000 liter af dieselolien suget op fra omkringliggende søer. Beredskabet regner med, at de resterende 80.000 liter løb ud og spredte sig i havet, hvor det ikke kan suges op igen.
Nu er fangerne i området ramt af olien, skriver fisker- og fangerforeningen i Kulusuk i en pressemeddelelse.
- Fangerne er hårdt ramt af olieudslippet. Nogle af fangerne har fanget en sæl i deres garn, som er fyldt med dieselolie. Kødet lugter så meget, at det kan ikke engang spises. Skindet kan heller ikke sælges, da det er smurt ind i olie, skriver foreningen.
Dieselolien, som er sivet ud i havet, kan ikke suges op igen, oplyser viceberedskabschef i Sermersooq Henrik Andreassen til KNR.
- Dieselolien, som er sivet ud i havet, skal selv dampe væk. Vi kan ikke gøre noget ved det. Men hvor lang tid, der vil gå, ved jeg ikke, da det er koldt vejr nu, og det går langsommere på grund af kulden, siger Henrik Andreassen.
Ifølge ham er det nu Departementet for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø der skal vurdere, om udslippet er skadeligt for natur og dyr.
Fangerne søger hjælp
Der er ingen fiskeindhandlingsanlæg i Kulusuk, så fangerne lever af at sælge sælskind og sælkød.
- Vi ser ikke længere sæler i nærheden af Kulusuk efter olieudslippet. Lige pludselig har vi intet, vi kan sælge i december, siger Knud Kilime, der er formand for fisker- og fangerforeningen i Kulusuk til KNR.
Derfor har foreningen søgt om økonomisk hjælp og sendt en ansøgning til KNAPK.
- Vi har ingen fangst, som vi kan sælge, og det er snart jul. Derfor ønsker vi at få økonomisk hjælp. Nu har vi sendt en ansøgning og skal bare vente og se, hvordan naalakkersuisut reagerer, siger Knud Kilime.
KNAPK har videresendt ansøgningen til naalakkersuisoq for fiskeri og fangst. Det oplyser Mikael Petersen, der er konsulent i KNAPK.
- Når der sker katastrofer, kan man søge om økonomisk hjælp. Fangerne i Kulusuk er hårdt ramt og med stor forståelse har vi nu afleveret ansøgningen til Selvstyret, siger Mikael Petersen.