Sudbury En minebys fald og genopretning

Et månelignende landskab af sorte, nøgne klipper, søer uden liv og luftforurening, man kunne smage på tungen. Det var virkeligheden I Sudbury I årtier.

Mindedriften begyndte for mere end 100 år siden - før man talte om miljø og forurening - og nåede at ødelægge søer og vegetation i et område på 150 km rundt om byen, før man stoppede op og begyndte at gøre noget ved problemerne i halvfjerdserne.

I dag er Sudbury et frodigt område med nogle af verdens største ferskvandssøer i byen, hvor befolkningen får sit rene drikkevand fra, og hvor man kan fiske efter arbejde.

I Grønland arbejder man på at udvikle mineindustrien og har i øjeblikket to aktive miner. Råstofdepartementet meldte i sidste uge ud, at man regner med en godkendelse til Tanbreez-projektet indenfor et halvt år. Greenland Minerals and Energy forventer ligegeledes, at deres projekt ved Kuannersuit snart kan bevæge sig ind i næste fase.

Derfor rejste KNR til Sudbury i Canada for at fortælle historien om en mineby på godt og ondt. 

Første gang jeg var i Sudbury, var jeg bare en ung knøs, som skulle bekæmpe skovbrande i min sommerferie. Jeg ankom i bil med en ven en sen aften. Vi lagde os til at sove i bilen, og da vi vågnede om morgenen, var mit første syn på Sudbury sorte klipper, ikke et blad eller et græsstrå. Vi kiggede på hinanden og tænkte: åh nej jeg vil ikke være her i sommer.

Historien kommer fra 68-årige Bill Keller, der er professor ved afdeling for Biologi og Ferskvandsøkologi ved Laurentian University.

Den aften, han fortæller om, var i sommeren 1969, og nu har han boet I Sudbury i snart 50 år.  

Foto © : Bill Keller

Naturen er meget vigtig for mig. Jeg fisker og går på jagt og det er nemt og tæt på her. Som forsker kan jeg heller ikke forestille mig et bedre sted at arbejde. Vi behøvede ikke at lave eksperimenter i Sudbury. Vi havde eksperimentet lige for øjnene af os, fortæller Bill Keller.

- Jeg havde mine tvivl i starten, men fordi det blev bedre og bedre, jo længere jeg blev, så valgte jeg at bruge hele mit voksenliv her. Og det er jeg glad for, siger Bill Keller. 

Han har brugt hele sin karriere på at studere søer og floder i Sudbury i forhold til påvirkningen fra minedriften. Da man byggede jernbanen tværs igennem Canada i 1883, opdagede man en stor forekomst af nikkel- og kobbermalm i området. Og så gik det stærkt. Uden tanke for miljø og mennesker.

- Mange af de problemer og den skade, jeg har set, og som vi fortsat ser i Sudbury, er levn fra dengang. De tidlige dage i mineindustrien, var metoderne hårde og dårlige. Der blev gjort forfærdelige ting, fordi folk ikke tænkte, som vi gør i dag, siger Bill Keller.

Industri uden omtanke

I begyndelsen fældede man træerne i området og brugte dem som brændsel på åbne bål, hvor man brændte malmen for at udvinde mineralerne.

På den måde blev svovludledningen spredt ud i naturen og dræbte vegetationen. På grund af den manglende vegetation eroderede jorden og rullede af bakkerne, så landskabet med tiden endte som bare klipper, og de godt 7000 søer i og omkring Sudbury blev påvirket i mindre og højere grad.

Da Bill Keller flyttede til byen i halvfjerdserne, var hans interesse for fiskeri og sport ikke noget, der blev dyrket meget.

- De første år jeg boede her, var det ikke unormalt at opleve Svovldioxid gasser. Hvis man ville ud og cykle eller spille tennis, så kunne man ofte smage svovlen i sin mund, når man trak vejret. Det fik hurtigt bugt med lysten til udeafktiviteter, så man ikke ville lave noget udenfor, fortæller han.

Folk var bekymrede over svovldioxid, helbred, deres haver, skader i malingen på bilerne. I lang tid var det normalt, at man kunne sagsøge mineselskaberne for den slags skader.

- Der var ingen, der forsøgte at skjule det faktum, at tingene tog skade af minedriften. Men i stedet for at løse problemet på sigt, så kunne man fikse det hurtigt med økonomisk kompensation fra mineselskabets side, siger han.

Forbedringerne begyndte 

Da Bill Keller flyttede til byen i halvfjerdserne, begyndte det for alvor at gå fremad. Efter at have arbejdet i en by længere vest på i nogle år, blev han forflyttet til Sudbury i forbindelse med sit job. Selvom Sudbury stadig ikke var drømmestedet at bo for Bill Keller, blev den det efterhånden især på grund af arbejdet.

- Det var nok fordi, jeg kunne se, at tingene blev forbedret allerede fra begyndelsen, og det at være en del af forbedringerne i kraft af mit job, at jeg endte med at blive, siger Bill Keller.

De første ændringer var den store skorsten, som blev bygget i 1972, fordi der var bekymring for folkesundheden. Den skulle forbedre luftkvaliteten med luftfiltre og lede forureningen længere væk fra byen. Der opstod i den periode en anerkendelse af, at svovl havde en stor effekt på søer og floder og på de levende væsener som insekter og fisk, som levede der.

- Folk brokkede sig over, at de ikke kunne fange fisk i søerne og ville vide, hvad der foregik. Det tog ikke lang tid for os, at tage ud og undersøge forholdende og se, at deres sø var blevet sur, og fiskene derfor ikke kunne reproducere sig, fortæller han.

På samme tid blev man opmærksom på forurening fra industrien i Europa - især i Skandinavien.

Ordet syreregn blev et almindelig ord og det fangede offentlighedens interesse. Det blev fulgt af krav om forandring fra offentligheden.

Opmærksomheden førte til, at politikerne i Sudbury indførte strengere lovgivning for mineindustrien og grænseværdier for udledning af svovldioxid og anden forurening. 

I dag er svovludledningen ifølge Bill Keller omkring ti procent af, hvad den var dengang, og man kigger fortsat på, hvordan man kan reducere.

Samfundet løftede i flok 

Da først man tog fat om problemet, gik forbedringerne hurtigt. Under den økonomiske nedtur i slutningen af halvfjerdserne, mistede mange minearbejdere deres job.

I 1978 startede kommunen projektet Regreening Program .  Der skulle genoprette vegetationen. Her fik mange af minefolkene arbejde med at plante træer og græs i bakkerne omkring byen. Men det var et samfundsprojekt, hvor alle løftede i flok, fortæller Bill Keller.

- Alle blev involveret. Skolegrupper var med, jeg var med, der var mange forskellige grupper, der tog ud og plantede træer. Folk var bekymrede og villige til at gøre noget ved det og gøre deres del. Det har været en kæmpe succes, fortæller han.

Ud over kommunen var regeringens indførelse af strenge regler og deres arbejde med at håndhæve dem en del af løsningen. Bill Keller mener også, at man skal anerkende industrien for at tage ansvar og gøre, hvad der skulle til for at genoprette naturen.

- Folk i nord har levet det meste af deres liv her. Miljøet er dyrebart her. Der er mange, der jager og fisker og står på ski og sejler kano. Det var måske folks værdier omkring miljøet, der bar projektet. Det er ikke sikkert, at det havde været det samme i en storby. Men en stor del af æren skal gives til bystyret for at opfordre befolkningen til at blive involveret. Og skabe projekter der gav mulighed for at folk kunne bidrage, siger han.

Ingen by uden minerne

Selvom der har været store konsekvenser ved mineindustrien i Sudbury, så mener Bill Keller, at industrien er en stor ting for byen, hvor generation efter generation er blevet beskæftiget i minebranchen.

Han kan ikke forestille sig byen uden minedrift og har svært ved at tro, at der uden minedrift overhovedet havde ligget en levende storby, som Sudbury er, i Ontario i dag.

- Det har været en bemærkelsesværdig historie at se tingene blive bedre. Men der er fortsat problemer, og historien er langt fra forbi. Men jeg tror, at jeg kan tale for de fleste vandeksperter, der har arbejdet her - og det er mange. Mens vi stadig har lang vej igen, så er søerne her omkring bedre end nogen af os nogensinde ville have troet, da vi så dem i halvfjerdserne, slutter Bill Keller.