En er død i skyderi ved Super Bowl-fejring i Kansas City

Tre personer er anholdt i forbindelse med et skyderi ved fejringen af Kansas City Chiefs' Super Bowl-sejr.
Skyderiet skete nær togstationen Union Station, hvor der var en fejring af Kansas City Chiefs' sejr over San Francisco 49ers ved Super Bowl søndag amerikansk tid. Foto © : Kirby Lee/Reuters/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
15. februar 2024 08:45

En person er død efter et skyderi ved en Super Bowl-parade i den amerikanske by Kansas City

Det oplyser politichefen i Kansas City, Stacey Graves, på et pressemøde onsdag eftermiddag lokal tid.

Antallet af sårede blev først opgivet til mellem 10 og 15, men senere er antallet blevet opjusteret til 21.

- Vi havde otte, som vi betegnede som i umiddelbart livsfare, vi havde syv med livstruende skader og seks med mindre skader, siger chefen for brandvæsnet i Kansas City på et pressemøde ifølge AFP.

Skyderiet skete nær togstationen Union Station, hvor der var en fejring af Kansas City Chiefs' sejr over San Francisco 49ers ved Super Bowl søndag amerikansk tid.

Til at starte med lød det, at to bevæbnede personer var blevet anholdt. En tredje person er senere blevet anholdt.

Politichefen siger, at politiet stadig er i færd med at klarlægge et motiv for skyderiet.

En video fra fejringen viser Kansas City Chiefs-spillerne - herunder de store profiler Patrick Mahomes og Travis Kelce - samlet på en scene.

Borgmesteren i Kansas City, Quinton Lucas, oplyser, at der er gjort rede for alle spillere, trænere og ansatte fra Kansas City City.

Quarterbacken Patrick Mahomes har siden skrevet på X, at han beder for Kansas City.

En video, som øjenvidner ifølge Reuters har delt på sociale medier, viser kaos foran stationen, hvor dusinvis af uniformerede politibetjente har trukket våben og løber ind i stationsbygningen, mens man kan se mange mennesker løbe i den modsatte retning.

Ifølge ABC skete skyderiet, da fans af Kansas City Chiefs var i gang med at forlade stedet.

Det var på forhånd forventet, at omkring en million paradedeltagere og 600 betjente ville deltage ved onsdagens parade.

På Missouris guvernør Mike Parsons konto på X lyder det, at han og hans hustru var til stede, da skyderiet fandt sted, og at de er bragt i sikkerhed.

Også guvernøren fra nabostaten Kansas, Laura Kelly, var til stede, skriver hun på X. Hun er også bragt i sikkerhed.

Onsdagens skyderi fandt sted på seksårsdagen for et af de mest omtalte masseskyderier i USA i nyere tid. Her blev 17 personer dræbt og yderligere 17 såret på Marjory Stoneman Douglas High School i Parkland i delstaten Florida.

Gerningsmanden, en tidligere elev på skolen, der på gerningstidspunktet var 19 år, erkendte sig skyldig og blev idømt fængsel på livstid.