En Dash mindre giver forsinkelser

Passagerne ombord på et af Air Greenlands Dash 8-fly fra Narsarsuaq til Nuuk igår eftermiddags kunne pludselig lugte røg i kabinen. Årsagen var, at flyets såkaldte air data computer var overophedet.
28. maj 2011 14:15

Passagerne i fredagens flyvning mellem Narsarsuaq og Nuuk har på intet tidspunkt været i fare, understreger Air Greenlands kommercielle direktør, Christian Keldsen.

- Det er slet ikke farligt. Altså ikke i dette tilfælde. Hvis der var fare for brand eller for at udstyret kan lide skade på en måde, som udsætter flysikkerheden i nogen former for fare, så reagerer man på en anden måde, hvilket vil sige, at så flyver man tilbage til nærmeste lufthavn. Men den har ikke haft nogen påvirkning i forhold til navigation eller sikkerhed på nogen som helst måde.

Men det betyder at Air Greenland i dag har en Dash 8 mindre til at gennemføre flyvninger med, hvilket giver yderligere forsinkelser.

Passagerer på afgangen GL 1544 mellem Nuuk og Kangerlussuaq med danmarksforbindelse vil blive ombooket og kommer først til Danmark søndag, oplyser flyselskabet.

Islandsflyvningerne gennemføres af samme grund heller ikke i dag. Air Greenland har indlejet en flyver til dette og håber på at gennemføre flyvningen i morgen. Passagererne vil blive kontaktet.

- Altså egentlig havde vi jo ekstraordinært program både idag og imorgen, og der kunne vi have løst alle de problemer, som sidste uge har forvoldet. Og så kom den her lige oveni. Men askemæssigt er vi stort set homesafe, lyder det fra kommerciel direktør Christian Keldsen.

Mellem 80 og 90 mennesker er direkte berørt af, at Dash-8-flyet er ude af drift. Men selskabet regner stadig med at have størstedelen af de godt 900 forsinkede passagerer fremme inden weekenden er omme.

Det gælder dog ikke rejsende til og fra Maniitsoq. De ca. 40 mennesker, der lige nu sidder og venter i Maniitsoq kan først kan komme videre mandag eller tisdag. Det samme gælder de, der skal til Maniitsoq - ifølge Christian Keldsen lidt færre.

Det er derudover stadig usikkert, hvorvidt passagerne ved Uummanaq og Upernavik kan komme videre i løbet af weekenden. Her er der nemlig stadig askerester i luften, og derfor kan der indtil videre ikke benyttes helikoptere.

Rejsende fra København, som endnu ikke er blevet kontaktet af Air Greenland, kan forvente at være booket på atlantflyvningen søndag.

Selskabet gør opmærksom på, at man skal regne med lang ventetid i Kangerlussuaq og for nogles vedkommende forvente en overnatning i Kangerlussuaq. Man kan holde sig opdateret via www.airgreenland.gl  eller Tekst TV.