En ægte royalist bød på kaffe

Der bor 57 mennesker i bygden Niaqornat. Én af dem er 78-årige Ane Kruse. Hun er ikke bare fuldblods-royalist. Hun var her til aften også værtinde for Regentparret i eget hjem.
13. juli 2011 16:43

Tidligere på eftermiddagen slog Radioavisens reporter Jaaku Lyberth et smut forbi hendes lille hus for at høre om hendes forventninger til det fornemme visit.

- Lige i øjeblikket er jeg hos en dame på 78 år, der hedder Ane Kruse. Hun bor i et lille hus med en stue og et soveværelse, men huset er helt fyldt op med billeder af de kongelige. Ane Kruse fortæller, at hun har været royalist siden hun var barn. Hun køber alle de aviser, der skriver om de kongelige og hun har videoer, dvd'er og bøger om de kongelige.

Og nu skal hun altså have besøg af Regentparret. Havde hun forestillet sig, at det skulle ske?

- Nej. Hun får tit besøg af turister, men at få besøg af kongelige, det gør hende sådan lidt ærbødig. Det er lidt for meget for hende. Men hun er frisk og har lige gjort sig klar, og nu skal hun til at lave kaffe.

Ane Kruse har mødt Dronningen før. Dengang var hun dog stadig tronfølger. Det var nemlig under Kong Frederik, Dronning Ingrid og Tronfølger Margrethes besøg i Uummaanaq i 1960. Og ved den lejlighed modtog hendes far fortjenstmedaljen. Og det giver nu - 51 år senere - anledning til et ganske bestemt spørgsmål:

- Hvad har hun tænkt sig at snakke med dem om?

Kong Frederik, Dronning Ingrid og Margrethe har engang besøgt hendes forældre. Så nu vil hun gerne vide, hvad hun skal gøre ved den fortjentmedalje, som hendes far fik. Det vil hun spørge Dronningen om.

Lidt senere kom de  kongelige i land i Niaqornat. Efter velkomsten var der kaffemik i kirken, der også fungerer som både skole og kommunekontor. Og bygderådsformanden overrakte et maleri af Niaqornat i gave til Regentparret.

Der var også gaver til Kuupik Kleist og hans kæreste Aviaja Vandersee. Henholdsvis et sælskindsbælte og en sælskindstaske. Derefter var der rundvisning i det gamle lager, der er bygdens ældste bygning.

Og så rundede de Dronningen besøget af hos Ane Kruse. Prinsgemalen, der er dårligt gående, måtte afstå og brugte i stedet tiden på at studere tørret fisk og kød.

Anne Kruse var glad og havde sin familie omkring sig under besøget. Og fortjenstmedaljen, den må hun gerne beholde, lød svaret fra Dronningen.

Ved 18-tiden tog Regentparret afsked med Niaqornat og vendte stævnen mod Uummannaq, hvor det officielle program fortsætter imorgen.