Elite Sport Greenland udpeger støttemodtagere

På det seneste bestyrelsesmøde i Elite Sport Greenland har man behandlet indkomne ansøgninger om støtte fra grønlandske idrætsudøvere. Det resulterede i støtte til fem eliteatleter og fem atleter i gruppen talenter.
Skrevet af Peter Troelsen
04. juli 2012 11:10

Formålet med Elite Sport Greenland er at fremme internationaliseringen af grønlandsk idræt, og for at det formaål skal opfyldes, kræver det seriøs træning fra udøverne. Kun på den måde kan der skabes tilfredsstillende resultater på længere sigt.

-Vi har valgt at støtte langrendsløberne Niviaq Pedersen og Martin Møller. Desuden er der støtte til de to taekwon do udøvere Lauritz Heilmann og Angutinnguaq Tittussen og paraglideren Max Pedersen. Alle sammen i elitegruppen. Som talentatleter har vi valgt badmintonspillerne Jens Frederik Nielsen og Taatsiannguaq Pedersen, langrendsløberen Kristian Kristoffersen og Angula Kielsen, der dyrker taekwon do. Endeligt har vi valgt at støtte den kun 14 årige snowboarder Mathias Mark,  fortæller sektetariatsleder Lauritz Heilmann fra Elite Sport Greenland.

Elite Sport Greenland er i gang med en disciplin analyse, og arbejdet vil fortsætte i efteråret 2012. I den forbindelse vil vi vurdere de forskellige idrætsgrene og udøvernes niveau.

-Det er Elite Sport Greenlands ambition at øge gennemsigtigheden i forbindelse med hvilke støttekriterier, der ligger til grund for tildeling af støtte til de enkelte aktive og forbund. Dette er i tråd med beslutningen truffet tidligere på året om at indlede et samarbejde med Transparency Greenland. Derfor blev alle støttemodtagere meddelt, at der desværre ikke er nogen garanti for, at ESG atleterne kan fastholde støtte, eller at støtten fremover vil være på det nuværende niveau, fastslår sekretariatslederen.