Jenny Hansens mor har været udenfor alderdomshjemmet to gange på to år

Elevatoren på alderdomshjemmet i Upernavik er i stykker og har været det længe.
Jenny Hansen
Jenny Hansen med sin mor Berthe Kristensen. Foto © : Privat
Skrevet af Andreas Wille
01. september 2022 12:10
Versionist Bibi Nathansen

- Det er så synd for hende, at hun bare sidder der. Hun kommer aldrig ud.

Det siger Jenny Hansen, hvis mor, Berthe Kristensen, på 82 år bor på alderdomshjemmet i Upernavik. 

Elevatoren på alderdomshjemmet har ifølge hende ikke virket i de seneste to år. Og det betyder, at hendes mor, der sidder i en kørestol, har meget ringe mulighed for at trække frisk luft. 

Halvdelen af morens krop er lammet, og hun er bundet til kørestolen. Så når hun skal udenfor, skal hun bæres ned ad trapperne fra anden sal af fire personer. Og derefter skal hun selvfølgelig bæres op ad trapperne igen. 

Bor på øverste etage

Anden sal er den øverste etage på alderdomshjemmet.

- Hun har, så vidt jeg husker, været uden for to gange de sidste to år, siger Jenny Hansen til KNR.

Hendes mor har givet hende tilladelse til at tale med KNR.

Sara Karlsen er forstander på alderdomshjemmet i Upernavik. Hun bekræfter over for KNR, at elevatoren har været i udu i to år. Hun siger desuden, at hun flere gange har påpeget problemet overfor de folkevalgte i Avannaata Kommunia. Men intet er sket. 

For det er ikke bare sådan at fixe den elevator. Den er så gammel, at det er ualmindeligt svært at finde reservedele til den. Nu er der fundet nogle reservedele i Italien - og der kommer reparatørere til Upernavik i midten af oktober, som kan reparere den. 

Det siger Bendt. B. Kristiansen (IA), der er formand for Familieudvalget i Avannaata Kommunia. 

- At elevatoren ikke har virket i to år, er desværre korrekt. Det fandt jeg også ud af ved selv at undersøge sagen. Det er meget beklageligt for dem på alderdomshjemmet, siger han til KNR. 

- Personalet på kommunen har ledt og ledt efter reservedele i hele verden. Efter en masse søgen har de fundet reservedele i Italien. Jeg har også forstået det sådan, at kommunen har haft svært ved at finde nogen, som kan fikse elevatoren - men det kan ske i uge 42, siger Bendt B. Kristiansen.

Elevatoren trænger dog til en udskiftning, erkender han.

- Hvis det er vurderingen, at elevatoren bør skiftes ud, så finder vi pengene til det. Ellers kan vi risikere, at alderdomshjemmet bliver vurderet som ubeboeligt, siger formanden for Familieudvalget. 

Altanen er rygeområde

Det er heller ikke bare sådan, at rykke alderdomshjemmets beboere ned i stueetagen. For i stueetagen er hjemmets vaskeri, og på første sal er der stue og køkken. Beboerne bor i værelser på anden sal. 

Jenny Hansens mor er ikke den eneste, der har meget ringe mulighed for trække frisk luft ned i lungerne. For ifølge Sara Karlsen er seks af alderdomshjemmets 20 beboere kørestolsbrugere, som alle har brug for hjælp til at komme rundt.

De bor på en gang med altan, men altanen vender ikke mod byen, så de ældre kan ikke se byens liv - de ser på vandet dag ud og dag ind.

- Det er synd for dem. Jeg håber det bliver løst, siger Jenny Hansen.

Men hvad værre er: Alderdomshjemmets altan er også rygeområde. Jenny Hansens mor ryger ikke. Så når hun skal trække luft, bliver det med røglugt. 

- Det er så hårdt som familie at vide, at det er vanskeligt for min mor at få frisk luft. Jeg har svært ved at finde ord, siger Jenny Hansen.