Ekstrabesejling af Qeqertarsuaq i efteråret

Selvstyret har indgået servicekontrakt med Royal Arctic Line A/S om passagerbefordring med kystskibet Sarfaq Ittuk. Aftalen blev underskrevet den 13. juni 2017. Det oplyser Selvstyret i en pressemeddelelse.
Skrevet af Simon Uldum -
20. juni 2017 06:54

Under servicekontrakten er der udover den kendte fartplan tilføjet en ny løsning for ekstrabesejling af Qeqertarsuaq med Sarfaq Ittuk for efterårssæsonen 2017.

- Jeg er glad for, at det i samarbejde med Royal Arctic Line og Arctic Umiaq Line, er lykkedes at videreføre kystpassagerbefordringen med Sarfaq Ittuk. Sarfaq Ittuk har igennem en lang årrække kendetegnet gode sejladsoplevelser og effektiv passagerbefordring til glæde og til gavn for det grønlandske samfund og vores besøgende turister, siger naalakkersuisoq Erik Jensen i pressemeddelelsen.

Qeqertarsuaq med i fartplanen for efteråret

- Jeg er derudover meget tilfreds med, at besejling af Qeqertarsuaq er kommet med i fartplanen fra efteråret 2017. Dermed indgår besejling af Qeqertarsuaq fra slutningen af september til midt i december i fartplanen mellem Aasiaat og Ilulissat, siger Erik Jensen.

Selvstyret og Arctic Umiaq Line forventer at der sker tolv almindelige anløb i denne periode, samt at der sker yderligere to i forbindelse med julen og efter nytår.