Ekstra narhvaler til Upernavik

Naalakkersuisut har godkendt en ekstra narhvalskvote til fangerne i Melvillebugten til Naalakkersuisut. Men betingelsen er, at det sker på traditionel vis fra kajak og med harpun.
04. juni 2014 03:33

Fangerne i Melvillebugten, der hører under Upernavik forvaltningsområde, tildeles ekstra 30 narhvaler, efter at årets kvote på 81 dyr er opfanget.

Biologerne fra Naturinstituttet har ellers i et høringssvar advaret mod en forhøjelse.

- Forøges kvoten med 30 narhvaler i Melville Bugt vil der være mindre end 50 procent chance for, at bestanden vokser over de næste fem år. Fangsten fra Melville Bugt-bestanden vil derfor ikke kunne betragtes som bæredygtig, skriver instituttet i et høringssvar.

Men Naalakkersuisut ønsker med ekstrakvoten at sikre fangerne i Upernaviks bygder og Savissivik mulighed for en indtjening. De er for øjeblikket afskåret fra at indhandle sælskind. Al indhandling er lukket på grund af sælernes fældningsperiode, og samtidig er der også lukket for indhandling af hellefisk en række steder.

Betingelserne for, at der gives en ekstra tildeling af 30 narhvaler, er, at de 20 af dem skal fanges på traditionel vis - det vil sige med anvendelse af qajaq og harpunering med håndharpun før skud. De 20 dyr skal tildeles fangerne i bygderne Savissivik, Kullorsuaq og Nuusuaq.

De resterende 10 narhvaler af kvoteforhøjelsen skal fordeles af Qaasuisup Kommunia i forvaltningsområdet Upernavik.

Den tidligere kvote i Upernavik-området er på 81 hvaler, heraf er 18 øremærket til Savissivik. Den er fastlagt på baggrund af anbefalinger fra Fælleskommissionen mellem Grønland og Canada, og skulle ifølge biologernes beregninger resultere i 70 procents chance for vækst i bestanden af narhvaler.