Eksperter anbefaler at hvalkvoter i store træk fastholdes

Den videnskabelige komite i Den Internationale Hvalfangstkommission IWC anbefaler, at Grønlands hidtige hvalkvoter i store træk fastholdes, mens vågehvalskvoten bør sættes ned med 22 hvaler på baggrund af forskning. Det oplyser Grønlands Naturinstitut.
22. juni 2009 15:39

I mange år har Grønland fået kritik for ikke at levere nok data om hvalbetandede. Men nu har Grønland oppet sig og satset på hvalforskning. Det betyder, at der for første gang er solid rådgivning om de fire arter af storhvaler, som Grønland gerne vil fange flere af.

- Fordelen ved den nye rådgivning er, at den er baseret på en beregningsmetode, som giver en større sikkerhed for, at fangsten vil være bæredygtig, siger Fernando Ugarte, som er afdelingschef på Grønlands Naturinstitut.

Fra i dag og indtil på fredag holder IWC årsmøde, hvor kommissionen fastsætter fordelingen af hvalkvoter. Og den videnskabelige komite anbefaler altså, at Grønland får grønt lys til næste år at fange 178 vågehvaler, 19 finhvaler, 10 pukkelhvaler og to grønlandshvaler i Vestgrønland samt 12 vågehvaler i Østgrønland.

- Selvom rådgivning for vågehvalkvoten er faldet fra 200 til 178 årligt, er den stadig højere end den gennemsnitlige årlige fangst, siger Fernando Ugarte fra Grønlands Naturinstitut.