Ekspert: Juliane har klaret sig bedst

Lars-Emil Johansen er socialdemokrat - Juliane Henningsen er grønlænder. Det er det indtryk, som de to snart afgående folketingsmedlemmer efterlader, mener politisk ekspert Lars Hovbakke Sørensen.
01. september 2011 16:45

Om to uger er det afgjort, hvem der skal overtage de to stole på Christiansborg, som Siumuts Lars-Emil Johansen og IA's Juliane Henningsen rejser sig fra. Men hvad bliver deres eftermæle?

Ph.D., ekstern lektor ved Københavns Universitet og politisk kommentator, Lars Hovbakke Sørensen, følger grønlandsk politik tæt. Han fremhæver, at de to politikere har valgt hver deres strategi. Efter Lars- Emil Johansen forlod Den Nordatlantiske Gruppe i Folketinget i 2009, har han været tilknyttet den socialdemokratiske gruppe, mens Juliane Henningsen hele tiden har været trofast i Den Nordatlantiske Gruppe.

- Så man kan sige, at Lars-Emil Johansen måske i virkeligheden optræder mere som socialdemokrat i Folketinget. Juliane Henningsen optræder mere som Grønlands repræsentant i praksis, siger Lars Hovbakke Sørensen.

Og det strategiske valg, betyder også noget for, hvor meget opmærksomhed, de hver især får. I og med Lars-Emil Johansen mere eller mindre har meldt sig ind i den store socialdemokratiske gruppe, er han heller ikke længere én, man rigtigt bider mærke i:

- Han er ikke en person, der skiller sig ud, men han gør et stort arbejde for, ja, den socialdemokratiske sag. Det er anderledes med Juliane Henningsen, fordi hun netop er medlem af DNAG og dermed hele tiden er især opmærksom på de sager der vedrører grønlandske forhold of forholdet mellem Grønland og Danmark. Så på den måde skiller hun sig mere ud og bliver i virkeligheden lagt mere mærke til end den gamle veteran Lars-Emil Johansen, vurderer Hovbakke Sørensen.

I hans øjne, er det da også den unge IA'er, som har gjort det bedst de sidste fire år i tinget.

- Ud fra synspunktet med at de grønlandske medlemmer skal repræsentere Grønlands interesser, kan man sige, at Juliane Henningsen har klaret sig bedst, lyder dommen fra Lars Hovbakke Sørensen.

Men alt i alt får begge folketingsmedlemmer pæne ord med på vejen fra den politiske kommentator. Rosen er dog mest møntet på deres arbejde i Den Nordatlantiske Gruppe, som på grund af dens størrelse giver svære vilkår.

- Ud fra hvilke vilkår man har, når man ikke er så mange, så har de gjort en stor indsats og arbejdet meget intensivt i Folketinget ligeså vel som de andre medlemmer, slutter Lars Hovbakke Sørensen.

Lars-Emil Johansen har siddet i Folketinget af to omgange. Senest fra 2001 og frem til nu. Juliane Henningsen blev valgt ind i 2007. IA opfordrede forleden alle grønlandske folketingskandidater om her forud for valget at tilkendegive, om de slutter sig til Den Nordatlantiske Gruppe, såfremt de bliver valgt. Siumut har blankt afvist.