Ekspert: Finansudvalget presset til at gå

At alle tre af koalitionens medlemmer i Finansudvalget har forladt deres poster samtidig, er ikke hverdagskost, mener politolog og samfundsanalytiker, Jakob Janussen. Og årsagen til udskiftningen i det indflydelsesrige finansudvalg er ifølge hans overbevisning mere speget end som så.
02. marts 2011 16:23

- Det er ikke nogen hverdagsbegivenhed, at tre fremtrædende medlemmer af et meget centralt placeret udvalg træder tilbage eller bliver udskiftet, lyder det fra politolog og samfundsanalytiker, Jakob Janussen.

Spørgsmålet er netop, om de tre medlemmer frivilligt har valgt at forlade deres indflydelsesrige poster, eller om de har fået sparket. Selvom Naaja Nathanielsen, Niels Thomsen og Aqqaluaq B. Egede påstår, at de selv har taget beslutningen, mener Jakob Janussen, at det er en sandhed med modifikationer.

Den afgåede næstformand, Niels Thomsen, udtalte i middagsradioavisen at "for at kunne se sig selv i spejlet, har han fundet det nødvendigt at trække sig tilbage". Men hvad der konkret gemmer sig bag de ord, vil han ikke ud med på nuværende tidspunkt.

- På baggrund af de ret uldne udtalelser, som de specielt to af dem er kommet med, så er der for mig ingen tvivl om, at de har været udsat for 'kammeratlige' samtaler, siger Jakob Janussen.

Og hvad betyder så 'kammeratlige samtaler' som han kalder det?

- De er blevet slæbt i enrum og har fået at vide: Ved I hvad, sådan er spillereglerne ikke, når man sidder i en koalition. Mener du dermed, at de er blevet presset til at gå? Der er al mulig grund til at tro, at det er det, der er sket, lyder Jakob Janussens vurdering.

Formand for Naalakkersuisut, Kuupik Kleist, udtaler idag, at han beklager medlemmernes beslutning om at forlade posten, og han afviser pure påstanden om, at de er blevet presset til at gå.

Han siger videre, at han mener, de afgåede medlemmer har udført deres arbejde godt, og at kritikken, som han og andre dele af Naalakkersuisut har mødt fra dem, "jo er deres job som finansudvalg".

Kuupik Kleist oplyser, at han ikke selv var tilstede under mødet i IA, hvor beslutningerne om omrokeringerne i udvalgene blev truffet.