VIDEO Ekspert: En kandidat skiller sig ud til Siumuts formandsvalg

Sten Lund har let ved at udpege den person, som skal føre Siumut ind i valgkampen og videre, efter at Aleqa Hammond slap tøjlerne oven på sin kreditmisbrugssag.
15. oktober 2014 11:10

- Som det står lige nu, er Kim Kielsen nok den, som er bedst stillet i Siumut. Så må vi se, hvem der er mest troværdig på den lange bane.

- Der er brug for en troværdig og stabil leder, der kan være der i lang tid, fastslår politisk kommentator Sten Lund over for KNR.


Jakobsen, Kielsen og Nielsen
Tre dage før Siumut skal vælge en ny formand, har tre kandidater meldt sig.

 

Den 35-årige Doris Jakobsen fra Ilulissat blev valgt ind i Inatsisartut i 2002 og nåede derfor ikke at færdiggøre sin uddannelse som folkeskolelære. Hun var naalakkersuisoq for kultur, uddannelse, forskning og kirker under Hans Enoksens regering fra 2005-2006. I 2011 blev hun valgt ind i Folketinget.

 

47-årige Kim Kielsen fra Paamiut er uddannet politibetjent. Han har været politiker siden 2005, hvor han i 2007 blev udnævnt som naalakkersuisoq for boliger, infrastruktur og råstoffer under Hans Enoksens regering. Og sidste år, da Partii Inuit forlod koalitionen, overtog han hvervet som naalakkersuisoq for natur og miljø.

 

Og til slut meldte den 39-årige civilingeniør Nick Nielsen fra Qasigiannguit sig på banen tirsdag. Han er ny på den politiske scene, hvor han blev hentet ind som naalakkersuisoq for uddannelse, kultur, kirke og ligestilling i Aleqa Hammonds Naalakkersuisut.

 

I den sammenhæng trækker manglende erfaring og fokus på fortiden nedad. 

- Hvis vi tænker på Nick Nielsen, så kan hans korte tid i politik og manglende erfaringer være en hæmsko.

- Det, der kendetegner Doris Jakobsen, er nok, at hun dvæler mere i fortiden fremfor at komme med nye idéer.

- Kim Kielsen har meget erfaring og er god til at komme ud med stærke budskaber, mener Sten Lund.

 

Lørdag afholder Siumut et ekstraordinært landsmøde, hvor den nye formand skal udpeges.