Ekspert: ALCOA-projektet jages igennem

I Grønland virker det som om Alcoa kan få lov at etablere en aluminiumssmelter i Maniitsoq stort set hen over hovedet på befolkningen.
Skrevet af Karsten Sommer
17. juni 2009 18:15

Et tilsvarende projekt i Canada ville kræve, at der i mindst 5 år skulle indsamles information om konsekvenserne af industrien og laves høringer, hvor befolkningen kunne få luft for deres bekymringer. Det siger professor i antropologi, Mark Nuttall.

I det nordlige Canada har han samarbejdet med mindre samfund om deres rettigheder i forhold til industrielle projekter. I Canada skal projekterne nemlig igennem en grundig og langsommelig proces, der videnskabeligt skal kortlægge alle de miljømæssige og sociale konsekvenser, som det industrielle projekt kan medføre.

Bare den proces kan tage to til tre år. Og hvis undersøgelserne godkendes, så skal projektet yderligere igennem en række offentlige høringer, hvor befolkningerne opfordres til at give deres besyv med, forklarer Mark Nuttall.

De offentlige høringer tager ofte op til to år, og parallelt med det, opretter den canadiske regering et uafhængigt kontor, som samler alle videnskabelige, tekniske og økonomiske informationer om projektet. Det kontor afholder så høringer med alle de berørte befolkningsgrupper, både i den region hvor projektet hører til, men også i regioner, der støder op til det foreslåede storindustriprojekt.

Alt det foregår ikke frivilligt. Industrien og myndighederne er simpelthen juridisk bundet til at gennemføre den proces.

Derfor overrasker det Mark Nuttall at Alcoa-projektet allerede er kommet så langt, som det er. Havde det været i Canada, ville det have taget minimum fem år, inden det havde nået det stadie, som Alcoa har nået her i Grønland på få år.

Mark Nutall, der selv har boet og forsket i Grønland understreger, at den hurtige beslutningsproces kan medføre et uholdbart beslutningsgrundlag for industrielle projekter. Og uden tilstrækkelig med information og høringer, risikerer man at overse vitale miljømæssige eller sociale konsekvenser af industrien.