Egyptisk glæde i Sisimiut

Egypterne bosat her i Grønland har fulgt de seneste ugers drama i Egypten meget tæt. Det fortæller Maannguaq Dalager, der bor i Sisimiut med sin egyptiske mand.
Skrevet af Rune Langhoff
11. februar 2011 13:37

Maannguaq havde tidligere i dag fornøjelsen af, at overbringe ham gode nyheder fra hans hjemland.

- Han havde ikke hørt det, fordi han er på arbejde. Så jeg ringede til ham, men han troede ikke rigtig på det. Men da det gik op for ham, var der masser af glædesudbrud, siger Maannguaq Dalager, der ved halv to-tiden i dag kunne fortælle sin egyptiske mand, at den forhadte præsident Mubarak nu endelig træder tilbage.

Hendes mand, Mohamed Hassan, har boet i Grønland det seneste år, men netop dagen i dag vil altid stå i hans erindring, tror hun.

- Det er noget, han altid har drømt om. Det bliver en dag, der fylder meget i hans erindring.

Det meste af natten til i dag sad han klistret foran skærmen for at følge den seneste udvikling.

- Det virker som en uopnåelig drøm, der er blevet til virkelighed. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sammenligne det med.

Da Mohamed Hassan boede i Egypten, var han ligesom hovedparten af det egyptiske folk nok utilfreds, men også tavs.

- Han var ikke en kritiker, han har levet stille og roligt, men inderst inde var der langt fra noget kærlighedsforhold til Mubarak.

I de seneste uger har Mohamed Hassan drømt om, at demonstrere i Cairo med sine gamle landsmænd, fortæller Maannguaq Dalager.

- Min mand har sagt, at han ville tage til Cairo og støtte demonstranterne, hvis han bare var i Egypten.

Han kunne som resten af verden ikke tro, at den egyptiske befolkningen nu endelig turde råbe op.

- Det var uvirkeligt i begyndelsen. Lige pludselig kom der er masse demonstranter, og man håbede bare på, at de nåede deres mål.

Men nu ser det ud til at bedre tider er på vej. Og det skal ikke passere i stilhed, siger Maannguaq, der glæder sig til hendes mand får fri fra arbejde.

- Jeg regner med, vi skal fejre det i aften, siger Maannguaq Dalager.