Eftersøgning afblæst i sidste øjeblik

Politiets eftersøgningshold var tæt på at rykke ud i mandags for at lede efter en mand fra Qasigiannguit, der ikke var vendt hjem som planlagt.
Skrevet af Medea Frederiksen
29. juni 2011 09:35

Manden var taget ud på fangst ved elleve-tiden søndag aften og sagde, at han ville være hjemme ved otte-tiden næste morgen.

Manden kom ikke hjem som planlagt og familien tog senere ud for at lede efter manden. De fandt ham ikke og meldte ham derfor savnet til politiet om eftermiddagen.

Manden kom dog hjem ved ni-tiden om aftenen og politiets eftersøgning blev dermed afblæst i sidste øjeblik.

Stationsleder i Qasigiannguit politi, Taitsiaq Heilmann oplyser til KNR, at politiet var på vej til at tage ud for at lede efter manden, da han kom hjem.

Det viste sig at manden havde fået problemer med bådens motor men heldigvis var det lykkedes ham, at få startet motoren.

- Manden havde KUN taget sin mobil med. Han havde taget hverken mad, radio eller nødraketter med, så han var heldig, siger Taitsiaq Heilmann og understreger vigtigheden af at have for eksempel mad og radio med når man skal ud og sejle.