Dyrere at flyve om sommeren

Det bliver formentlig dyrere at flyve med Air Greenland og Air Iceland i sommersæsonen. Naalakkersuisut lægger nemlig op til en reform, der betyder, at prisen på passagerafgifter skal have et hak opad i sommerperioden.
08. januar 2010 09:19

Politikerne skal blandt andet drøfte et forslag om at sætte afgiften op med 164 kroner for en rejse fra Grønland til udlandet.

- I dag er Air Greenland under pres, fordi selskabet har konkurrence på sommerruterne, der giver overskud, men flyver alene på vinterruterne, hvor der er færre passagerer. Med denne ændring giver vi alle selskaber lige vilkår. Og andre er også velkomne til at byde ind på flyvning i vintersæsonen, siger naalakkersuisoq for trafik og infrastruktur Jens B. Frederiksen.

Derudover vil Air Greenland nu udvide sin flyflåde med to nye Dash-8, siger koncernchef Michael Binzer til Sermitsiaq.

- Dash-8 er væsentligt billigere i drift, fordi flyet er langt mindre vedligeholdelsestung og bruger mindre brændstof end Dash-7. Det gør det mere lønsomt at bruge flyet. Og så snart det viser sig, at maskinerne er gode til at flyve under de specielle grønlandske forhold, og at det kan betale sig at bruge dem, er vi klar til at anskaffe os to til, siger Michael Binzer.

Dash 8- flyene ventes at komme på vingerne i løbet af foråret og kan foreløbig bruges til at flyve mellem Island og Kangerlussuaq samt til og fra Narsarsuaq, Thule, Kulusuk, Nuuk og Ilulissat, skriver Sermitsiaq.