Dyrenes klinik lukker i Nuuk

Nuuk står uden praktiserende dyrlæge efter den 10. maj, hvor den privatejede klinik lukker.
Skrevet af Noah Mølgaard
17. februar 2012 09:47

Ejeren af Dyrenes Klinik Aps Pia Cordt Olsen har valgt at lukke sin private praksis den 10. maj. Mange ejere af husdyr er nu bekymrede. Men de bliver nødt til at væbne sig med tålmodighed inden der kommer afklaring på situationen efter den 10. maj.

Pia Cordt Olsen åbnede sin private praksis i Nuuk i starten af 2010. Nu har hun valgt at lukke sin praksis. Situationen blev drøftet under et møde mellem ledende dyrlæge i Selvstyret Hanne Høybye og afdelingschef i Kommuneqarfik Sermersooq forvaltning for anlæg og miljø Jan Karlsson.

- Vi kan kun sige, at vi vurderer situationen, siger Jan Karlsson.

Hunde-ejere har fået foretaget vaccination, sterilisation og indsprøjtning af P-sprøjte hos den private dyrlæge. Og mange andre ejere af husdyr har rettet henvendelse til dyrlægen.

Der er dyrlæge i Ilulissat, der tager sig af slædehunde i det store hundeslædedistrik, der strækker sig tværs over indlandsisen.

Der er også en dyrelæge i Qaqortoq, der primært tager sig af landsbrugets behov, hvor hyrdehunde bliver vaccineret. Dyrlægen i Sydgrønland foretager også veterinærkontrol.

Behandlingen af husdyr har indtil nu været en privat opgave i Nuuk, som Dyrenes Klinik har stået for i to år.

Kommuner har hundevaccinatører i forskellige byer, der kun kan foretage vaccination, men ikke foretage indgreb eller behandlinger af syge dyr.

Dyr skal passes og behandles omsorgsfuldt under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte og videnskabelige erfaringer, ifølge dyreværnsloven i Grønland.