Dyr internetregning kan begrænses

Højere hastighed på internettet har givet mange Tele-kunder en ubehagelig overraskelse i form af skyhøje regninger. Derfor indfører Tele nu muligheden for at sætte loft på sit forbrug.
Skrevet af Karsten Sommer
08. december 2009 07:36

Tele indfører nu en ny service til deres ADSL-kunder, efter at åbningen af søkablet har givet mange kunder en ubehagelig overraskelse i form af tårnhøje regninger for brug af internettet.

- Med de nye hurtige internetforbindelser, er det blevet meget mere attraktivt at se videoer eller spille på nettet, og det kan betyde, at mange familier får en højere internetregning, end de egentligt havde tænkt sig, udtaler teledirektør Anders Barslund.

Derfor åbner Tele nu en ny kundeportal, hvor man kan angive, hvor mange megabyte man hver måned ønsker at bruge på internet. På den måde kan alle nu forsøge at sikre sig mod, at regningerne løber løbsk.

Når man har nået den grænse for netforbrug, man har sat, kan man få besked pr. SMS eller e-mail. Og hvis man vil have hævet sin grænse, kan man bare gøre det, skriver Tele.