Dundas Titanium: Fangerne kan overnatte og indhandle hos os

Mineselskabet har fået udnyttelsestilladelse men mangler investering i projektet til at komme i gang. Der er dog interesse i projektet, siger Dundas Titanium.
Dundas Titaniums administrerende direktør, Hans Jensen (til højre) og operationschef Bo Stensgaard (til venstre) fulgte med i underskriftsceremonien mandags via et videolink. Foto © : KNR / Malik Brøns
Skrevet af Malik Brøns
16. december 2020 05:16

Dundas Titanium A/S skrev i går under på, at selskabet må udvinde ilmenit på stranden ved Moriusaq.

Mineselskabet har fået en udnyttelsestilladelse for et område på 64 kvadratkilometer, og der må de udvinde ilmenit, som kan bruges til at producere titanium, i 30 år.

Det glæder selvsagt den administrerende direktør Hans Jensen og operationschef Bo Stensgaard.

Mineprojektet i Moriusaq

Dundas Titanium A/S er et grønlandsk datterselskab, dets moderselskab hedder Bluejay Mining og har hjemsted i England.

 

Mineselskabet har fået en udnyttelsestilladelse for et område på 64 kvadratkilometer i Moriusaq. Det ligger mellem Qaanaaq og bygden Savissivik i Nordvestgrønland.

 

Her skal selskabet udvinde såkaldt tunge mineraler, såsom ilmenit, som kan bruges til at producere titanium.

 

Udnyttelsestilladelsen gælder fra den 14. december 2020 og 30 år frem.

 

Selskabet mangler nu at udarbejde en udnyttelses- og nedlukningsplan for deres mineprojekt.

 

Det er planer, som går mere detaljeret ind i, hvordan minen skal fungere. De har en frist frem til den 31. december 2022 til at få godkendt planerne af Naalakkersuisut.

 

Selskabet skal senest starte mineaktiviteterne den 31. december 2025.

- At få den her tilladelse betyder utrolig meget, det er jo en milepæl for projektet. Vi har været i gang i omkring fem-seks år og for alvor de sidste tre år, siger operationschef Bo Stensgaard.

- Tilladelsen giver os mulighed for at få finansieringen og anlægsfasen på plads.

Selskabet ser selv fire eller fem muligheder at skaffe finansiering på - men det er ikke noget, det vil løfte sløret for lige nu. 

- Det er stadig for tidligt at sige, hvor langt vi er nået, siger operationschefen.

LÆS OGSÅ Aftale om mineprojekt er underskrevet: Halvdelen af medarbejderne skal være lokale

I øjeblikket sigter selskabet efter at have minen i drift i 10 år. Men der er så meget ilmenit i Moriusaq, at der er til mere end 10 års produktion, vurderer Bo Stensgaard.

- Det er gode muligheder for yderligere ti år, hvis der sådan er behov og markedet til det.

Mulighed for overnatning og indhandling

I foråret havde selskabet og Naalakkersuisut en borgerhøring om projektet. 

Folk i Qaanaaq og Savissivik ønsker, at der bliver skabt arbejdspladser for de lokale - men de vil ikke have, at fangerne bliver forstyrret. 

- Vi har et samarbejde med fangerne. Deres input var, at de ikke bruger området til fangstområde. De bruger det som et mellemstop, når de skal til Savissivik eller den anden vej, siger den administrerende direktør, Hans Jensen.

- Vi har lovet dem, at de altid vil have et sted de kan overnatte, de kan have et sted hvor de kan fortøje deres båd. Og i tilfælde af, at de gerne vil have et måltid mad, så finder vi sikkert ud af det. Men vi har også gjort opmærksom på, at det ikke vil være et sted hvor man kan holde ferie.

LÆS OGSÅ Naalakkersuisut giver udnyttelsestilladelse til Dundas Titanium

Selskabet vil også gerne give fangerne mulighed for at sælge deres fangst til selskabet.

- Vi vil også gerne lægge op til, at fangerne i regionen deroppe leverer råvarer til os. Det kan være for eksempel fisk og vildt, som de kan indhandle hos os. 

Under høringen af mineprojektet, påpegede Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug, at der kan være risiko for at støde ind i vandrende isbjørne i området. Det vil selskabet være klar på.

- Der vil være nedskrevne procedure når der kommer isbjørne i området, vi kommer også til at have en form for videoovervågning som kommer til at køre på varmesøgende udslag i forhold til om der kommer en bamse gående, siger Bo Stensgaard.

 

Foto © : Dundas Titanium / Bo Stensgaard

Billede: Dundas Titanium / Bo Stensgaard.

Selskabet forventer, at det vil tage to år at opføre selve minen, som skal være et såkaldt åbent mine, hvor ilmenitten vil blive gravet op fra stranden i Moriusaq. Hvornår selskabet vil gå i gang, er for tidligt at sige.

- Vi forventer at det tager to sæsoner til vi kan starte en egentlig produktion. Det afhænger af hvornår finansieringen den forelægger, siger Bo Stensgaard.

Planen for Dundas Titanium er, at de vil grave sandet op ved stranden.

- Også tager vi det op i en tyngdeseparation, hvor vi på baggrund af vægt udskiller tunge mineraler med lette mineraler. Det gør vi ved at vaske materialet i nogle store centrifuger hvor det bliver rullet rundt samtidig med at det bliver vasket.

 

Foto © : Dundas Titanium / Bo Stensgaard

Billede: Dundas Titanium / Bo Stensgaard.

- Det lette materiale bliver holdt oppe i vandsøjlen mens det tunge vil falde til bunden. Så tager vi det lette væk derfra, hvilket vil udgøre omkring 90 procent af sandvolumen og den kan vi lægge direkte tilbage til stranden bagefter.

- Også står vi tilbage med omkring ti procent tilbage, som er tunge mineraler.