Dumpekarakter til undersøgelse

Det er helt forkert og stærkt overdrevet billede af virkeligheden, som en seniorforsker ved SFI tegner, når hun siger at omkring en tredjedel af kvinder her i landet får deres første barn, inden de fylder 18 år.
Skrevet af Mads Fisker
14. september 2011 06:47

Sådan lyder det nu fra den hjemlige forebyggelsesenhed, Paarisa, der anklager Else Christensen fra SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd i Danmark, for at overdrive antallet af teenagemødre voldsomt.

Med henvisning til Landslægeembedets opgørelser, påpeger Paarisa, at gennemsnitligt 30 kvinder hvert år blev mødre inden de fyldte 18 år opgjort over en periode fra 1991 til 2009.

Det betyder ifølge forebyggelsesenheden, at omkring tre procent af helt unge kvinder herhjemme hvert år får et barn. SFIs Else Christensen har målt på en anden måde - nemlig ved at spørge 1.000 kvinder, hvornår de fik deres første barn - men Paarisa mener altså uanset, at hendes data om, at hver tredje kvinde bliver mor, inden hun fylder 18, er langt fra virkeligheden, slår man fast.

Samtidig mener Paarisa, at den danske seniorforsker er for unuanceret i sin kritik af manglende forebyggelse af graviditeter hos unge.

- Else Christensen har ikke set på de aktiviteter, der foregår i regi af kommunernes forebyggelseskonsulenter, på skoleområdet eller i Sundhedsvæsnet. Rapporten omfatter derfor ikke de landsdækkende aktiviteter, der sker i områder uden for den sociale sektor, hvilket er rigtigt ærgerligt, fordi det giver et misvisende billede, siger fungerende afdelingschef i Paarisa, Ella Skifte i en udtalelse.

Hun forsikrer, at Sundhedsvæsenet skam har stor opmærksomhed rettet mod, at alle børn skal være ønskebørn af forældre, der har mulighed for at give dem en god start, som det formuleres.