Du risikerer at strande i yderdistrikterne efter jul
Flypassagerer, der ønsker at holde jul med deres nærmeste i yderdistrikterne kan blive nødt til at blive hjemme, da Air Greenland og Selvstyret endnu ikke har sat underskrifter på de i alt 11 servicekontrakter, der skal sikre transport af passagerer, post og fragt i yderdistrikterne.
Det skriver Sermitsiaq.ag i dag.
Forhandlingerne om de nødvendige servicekontrakter mellem Air Greenland og Selvstyret er først kommet i gang efter sommerferien.
Men så længe aftalerne om servicering af yderdiskterne ikke er i hus, kan luftfartsselskabet ikke give sine kunder en klar besked, om de overhovedet kan tage på juleferie.
- Vi får allerede nu henvendelser fra rejsende i forbindelse med juleferien, hvor vi ikke kan give klart svar.
- De rejsende kan komme ud, men vi kan ikke sige, hvornår de kan komme hjem, siger koncernchef Michael Højgaard fra Air Greenland og påpeger, at han håber, at aftalerne kommer på plads hurtigst muligt.
Læs også VIDEO Serviceaftale står i vejen for juleferien
11 aftaler skal på plads.
De 11 servicekontrakter, der ikke er i hus, indeholder et tilskud fra Selvstyret, der skal sikre, at trafikopgaverne bliver løst i de områder, hvor ruterne ellers ikke ville være rentable.
Da aftalerne ikke er skrevet under, har Air Greenland, der har budt på opgaverne, ikke overblik over selskabets fartplaner og priser på strækningerne fra og med 1. januar 2016, når de eksisterende aftaler udløber, skriver Sermitsiaq.ag.