DR's julehilsen vil flytte til Katuaq

Mens DR har travlt med forberedelserne til årets store Julehilsen, så er blikket allerede rettet mod næste års show. Det skal nemlig ikke, som vanen tro, sendes fra Danmark, men denne gang skal tv-bølgerne rettes mod syd.
Skrevet af Martine Lind Krebs
17. december 2012 07:52

DR arbejder nemlig på at flytte Julehilsen 2013 til Katuaq i Nuuk. Det fortæller programmets redaktør Thomas Christensen.

- Vi ville have gjort det i år, men det kunne ikke lade sig gøre. Men jeg tror helt sikkert på, at det bliver til noget næste år, siger han.

Der er allerede udsolgt til årets Julehilsen, som indspilles i Koncerthuset i overmorgen, og sendes på DR og KNR 22. december. I modsætning til tidligere år sendes Julehilsen altså ikke direkte på dansk tv. Men det giver til gengæld garanti for, at programmet kan blive redigeret lidt ned, hvis det er for langt, så der bliver plads til den påkrævede stilhed efter Guuterput, siger Thomas Christensen.

Årets program har to temaer: Det ene er de to julekalendere fra DR og KNR, som der bliver spillet sange fra. Og det andet er en hyldest til det arktiske sammenhold med musik fra det circumpolare område. Igen i år er Julie Berthelsen konferencier.

DR's Julehilsen til Grønland bliver sendt på KNR2 lørdag den 22. december klokken 17.20 og bliver genudsendt samme aften i KNR1 klokken 20.30.