Dronningen sendte dybfølte tanker til ofre for flodbølgen

Dronningen dedikerede et afsnit af sin 46. nytårstale til de mange grønlandske borgere, der blev ramt af flodbølgen i Nordgrønland denne sommer.
Foto: Kongehuset
Skrevet af Kenneth Elkjær
31. december 2017 17:10

- I Grønland gør den voldsomme natur et dybt indtryk på alle, der besøger landet (...) Men den grønlandske natur kan være nådesløs, den rummer også ødelæggende kræfter, lød det fra hendes majestæt. 

Afsnittet i nytårstalen handlede naturligvis om den største katastrofe i nyere grønlandsk historie; flodbølgen i Karrats fjorde den 17. juni 2017. 

- Familier mistede deres kære, og mange fik selve deres livsgrundlag revet væk. Det var en svær tid, hvor fællesskabet viste sin betydning og hvor alle stod sammen om at hjælpe, sagde Dronning Margrethe i sin nytårstale.  

LÆS OGSÅ Dronningen sender varme tanker til ofre

Dronning Margrethe og Prins Henrik bidrog selv med en donation på 200.000 kroner til ofrene igennem deres fond. I forbindelse med katastrofen udsendte kongehuset også en officiel hilsen til de mange familier, der blev berørt af katastrofen, som kostede fire personer livet. 

På årets sidste dag sendte hun igen tankerne til Grønland: 

- I aften sender jeg mine dybfølte tanker til alle dem, der er blevet ramt. Jeg ønsker alle i Grønland et godt nytår.

LÆS OGSÅ Store donationer til tsunami-ofre