Dronning Mary modtager fornem hyldest fra selvstyret
Dronning Mary har i går modtaget Grønlands allerfornemmeste hæder. Det skete, da hun tirsdag fik overrakt selvstyrets fortjenstmedalje Nersornaat i guld.
Medaljen blev overrakt af formanden for Inatsisartut, Mimi Karlsen (IA), som var personligt til stede under en audiens i kongeparrets bolig, Frederik VIII’s Palæ på Amalienborg i København.
Dronningen modtager medaljen som en anerkendelse for hendes "mangeårige engament for særligt børn og unges sociale vilkår i Grønland," skriver kongehuset på deres hjemmeside.
- Hendes Majestæt Dronning Mary har gennem sit virke udvist et stort engagement i både antimobning kampagner hos børn og andre tabubelagte emner, såsom vanskelige personlige sorgprocesser, sagde Mimi Karlsen i sin tale ifølge en pressemeddelelse fra Formandskabet for Inatsisartut.
I pressemeddelelesen fremgår det, at formanden tildeler dronning Mary medaljen i anledningen af tronskiftet i januar.
Flere royale har medaljen
Nersornaat findes både i sølv og guld, og dronning Mary er altså blevet tildelt sidstnævnte, som også er den fineste. På forsiden af medaljen ses isbjørnen fra landets våbenskjold sammen med teksten "Kalaallit Nunaat", mens bagsiden viser en gul, arktisk valmue og teksten "nersornaat" (fortjent). Båndet består af farverne og motivet fra Erfalasorput.
Dronning Mary er ikke det første medlem af kongefamilien, som modtager Nersonaat. Hendes mand Kong Frederik X modtog medaljen i 2004, mens dronning Margrethe og prins Henrik modtog den i henholdsvis 1989 og 2003.