Dronning Ingrids hospital har fået endnu en grønlandsk læge

En ung nyuddannet læge har vendt næsen hjem til Grønland for at begynde sin karriere.
Foto © : Tage Lindegaard
Skrevet af Merete Lindstrøm
09. juli 2018 13:07
Versionist Ane-Marie Petersen

Det er den 31-årige Najannguaq Jørgensen fra Maniitsoq, der vender hjem, efter at have studeret i Aarhus i otte år.

Undervejs i studiet har den unge læge også fået en søn der nu er blevet to år. Og det har haft stor betydning for beslutningen om at flytte hjem, fortæller hun.

- Jeg har godt nok overvejet at blive i Danmark, fordi jeg er meget afhængig af daginstitutioner til min to-årige søn, og det var ikke sikret, at han kunne få institutionsplads, før jeg flyttede hertil. Jeg er meget afhængig af mit netværk her i Nuuk. Tænk hvis jeg ikke havde mit netværk, så kunne jeg ikke arbejde som læge, siger hun.

Najannguaq Jørgensen har efterfølgende fået en plads til sin søn, der kan starte indenfor den næste måned.

På trods af, at flytningen til Grønland var forbundet med flere udfordringer, så var der alligevel mest, der trak den nyuddannnede læge hjem.

- Jeg hører hjemme i Grønland, og der er nogle værdier, som jeg gerne vil give videre til min søn under hans opvækst. Ting som også er vigtig for mig og min familie. Og så den natur der er her, siger hun.

Najannguaq Jørgensen arbejder i øjeblikket i et barselsvikariat på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk. Fremtiden er ikke på plads endnu, men hun er mere end fortrøstningsfuld.

- Det er lidt svært at sige endnu, men nu kommer jeg til at prøve en del forskelligt. Mon ikke jeg finder ud af det bagefter, når jeg har prøvet dem, siger hun.

Den næste tid byder først på en tur forbi kirurgisk afdeling, derefter medicinsk afdeling og så et halvt år i lægeklinikken på Dronning Ingrids Hospital.