Drama i Qeqertarsuatsiaat i weekenden

Nuuk Politi måtte i weekenden yde assistance til kommunefogerne i Qeqertarsuatsiaat, da dramatisk situation opstod.
Skrevet af Karsten Sommer
04. marts 2014 04:40

Weekenden bød på en dramatisk situation i Nuuk-bygden Qeqertarsuatsiaat,  hvor en ung mand fra bygden lørdag morgen kl. 04:45 ringede til Nuuk Politi med oplysning om, at han var bevæbnet med en riffel af kraftig kaliber og at han agtede at finde og dræbe kommunefogederne i bygden.

Under samtalen kom det videre frem, at den unge mands mor og yngre bror i samme anledning havde gemt sig i det hus hvorfra han ringede.

Kommunefogeden og hans assistent blev hurtigt advaret om den unge mands trusler, og de kunne, efter at have bragt sig i sikkerhed, efterfølgende melde tilbage, at den unge mand var observeret gående fra huset medbringende en riffel.

I betragtning af truslernes alvorlige karakter, blev der fra Nuuk Politi straks iværksat en større mobilisering og politiets indsatsgruppe og forhandlere blev tilkaldt.

Det dårlige vejr med kraftig snefygning og dårlig sigtbarhed umuligjorde imidlertid, at udrykningsholdet fra Nuuk kunne flyve til Qeqertarsuaatsiat, og i stedet måtte 4 betjente sejle dertil med en hurtiggående båd.

Men før indsatsgruppen fra Nuuk kunne nå ned til bygden, lykkedes det for politiets forhandlere, at overtale den unge mand til at overgive sig til kommunefogederne uden yderligere dramatik.

Den unge mand er ikke blevet tilbageholdt under sagens videre behandling, men kan selvfølge forvente sig et kriminalretlig efterspil for de alvorlige trusler, fortæller Nuuk Politis vagthavende, Carl Sværd.