Drabssag mod grønlandsk mand startet

Retssagen mod en 29-årig grønlandsk mand, der står tiltalt for at dræbe sin 27-årige kæreste i en lejlighed i Slagelse september sidste år, er begyndt.
Skrevet af Martine Lind Krebs
25. juni 2013 15:04

Foruden at have dræbt kæresten med et knivstik i brystet er den 29-årige også tiltalt for at have slået og sparket kvinden i august, mens hun stadig var gravid, så hun flygtede nøgen ud af lejligheden.

Kvinden efterlod sig et nyfødt barn på en måned og et ældre barn fra et tidligere forhold. Ifølge Sjællandske Medier er det mindste af børnene anbragt i pleje i Danmark, mens det ældste er hos familiemedlemmer i Grønland.

Kvinden døde efter et stik med en køkkenkniv mod hjertet den 21. september sidste år. Fra parrets fælles lejlighed blev der ringet efter hjælp, og den nu tiltalte var ud over kvinden, den eneste, som var der. Derfor mener politiet, at drabet skete under husspektakler. Kvinden blev kørt på hospitalet, hvor hun døde af sine kvæstelser.

Den 29-årige har nægtet sig skyldig i drab. Dommen, som skal afgøres ved en nævningesag, forventes at falde onsdag eller fredag i denne uge. Sagen føres for lukkede døre.