DR laver ny serie om Hans Egedes ankomst til Håbets Ø

DR markerer i ny miniserie, at det er 300 år siden, at Hans Egede gik i land på Håbets Ø.
I serien, der ventes at få premiere til efteråret, vil blandt andre Nukaka Coster-Waldau og Lars Mikkelsen medvirke. Foto © : Scanpix
Skrevet af Ritzau
23. november 2020 11:48

En miniserie om Danmarks og Grønlands fælles historie. 

Det var blandt de store nyheder, da DR mandag eftermiddag præsenterede de kommende satsninger på drama- og kulturområdet.

I serien, der ventes at få premiere til efteråret, vil blandt andre Nukaka Coster-Waldau og Lars Mikkelsen medvirke.

Serien er i fire afsnit og kommer til at handle om Danmarks og Grønlands fælles historie.

I 2021 er det nemlig 300 år siden, at den dansk-norske præst Hans Egede gik i land på Håbets Ø. 

- 300-året for Grønlands og Danmarks fælles historie falder sammen med en aktuel debat om de to landes relation og fremtidige tilhørsforhold, siger DR's direktør for Kultur, Børn og Unge, Henrik Bo Nielsen.

- Derfor er det en enestående anledning til at se nærmere på, hvordan de to lande blev en del af hinandens historier, og hvordan forholdet har udviklet sig og påvirket samfund, kulturer og mennesker gennem tiden, tilføjer han.