Drømmen om fortjenstmedaljen brast

Den 85-årige fisker og fanger fra Nuuk, Kristian Heilmann, blev fra Kommuneqarfik Sermersooq 14 dage før dronningens ankomst meddelt, at han kunne se frem til en fortjenestmedalje, men det blev ikke til noget. Familien kritiserer derfor fremgangsmåden.
Skrevet af Nauja Møller
20. juli 2011 06:59

I forbindelse med regentparrets besøg i Nuuk blev den 85-årige fisker og fanger, Kristian Heilmann kontaktet fra Kommuneqarfik Sermersooq, 14 dage før Dronning Margrethe kom til byen.

En ansat fra Kommuneqarfik Sermersooq fortalte en glad nyhed til Kristian Heilmanns søn og datter. Den 85-årige fisker og fanger var blevet indstillet til en fortjenstmedalje! Men sådan kom det ikke til at gå:

- Der var nok ikke et egentligt løfte han fik, men vi var ikke i tvivl om, at de henvendte sig til os, fordi Dronningen ville uddele en medalje til ham, siger Johannes Heilmann, der er søn af Kristian Heilmann.

Den ansatte fra Kommuneqarfik Sermersooq fortalte, at Kristian Heilmann var blevet indstillet til at modtage fortjenstmedaljen fra Dronningen, og at uddelingen skulle ske den 17.juli.

Resten af familien fik så meddelt den glade nyhed om, at familiens overhoved Kristian Heilmann, ville blive hædret.

Kommunen sagde intet til familien om, at indstillingen kunne ende med et afslag, og da familien ikke hørte mere, henvendte sønnen sig to dage før dronningens ankomst, til Kommuneqarfik Sermersooq for at høre nærmere om, hvad der skulle ske på selve dagen. Men i stedet fik han en nedslående besked:

- Jeres far har ikke arbejdet i hverken kommunen, hjemmestyret, selstyret eller staten, og derfor kan han ikke blive tildelt fortjenstmedaljen, sagde kommunen til Johannes Heilmann.

Kommunen undskyldte deres fejl, men for familien og for Kristian Heilmann var skuffelsen alligevel stor, siger Johannes Heilmann:

- Det er dybt skuffende, at vores næsten 86-årige far gives en forventning, som så ikke bliver til virkelighed, siger Johannes Heilmann.

Efter at have snakket om det, der er sket, synes familien Heilmann, at afslaget skulle være givet på en ordentlig måde:

- Den måde det har foregået på er dybt uacceptabelt, siger Kristian Heilmann.

Vi har uden held kontaktet administrerende direktør i Kommuneqarfik Sermersooq, Søren Hald Møller.