Doris Jensen blev ikke valgt ind, så hvad nu?
138 stemmer til Inatsisartut og 78 stemmer til kommunalbestyrelsen rækker ikke til at blive genvalgt for Doris Jakobsen Jensen.
- Selvfølgelig var det en voldsom oplevelse. Men det fik mig også til at tænke anderledes om fremtiden. Inden valget havde jeg tænkt, at jeg kunne bruge min uddannelse til at samle erfaring gennem arbejde. Derfor synes jeg, at det skaber nye muligheder. Når døre lukker, åbner andre døre sig, siger hun.
Doris Jakobsen Jensen, født i 1978, viste som ung evner til at stå frem. Da hun gik i folkeskolen i Ilulissat, blev hun formand for elevrådet:
- Dengang hørte vi om mange selvmord, og derfor gik jeg op til skolelederen og krævede, at han etablerede et samtalerum, fortæller hun og tilføjer:
- Så det var der, jeg startede med at stå frem. Senere, da jeg var ung, blev jeg medlem af Siumuts ungdomsafdeling i 1992, og jeg var formand for Aasiaat afdeling fra 1996 til 1998.
Har svært ved at forlade politik
Doris Jakobsen Jensen vil ikke forlade politik med det samme. Hun er første suppleant i Kommuneqarfik Sermersooqs kommunalbestyrelse, og afhængig af, hvordan de nye medlemmer i Inatsisartut positionerer sig, er der stadig mulighed for at hun indtræder i kommunalbestyrelsen.
Et af Siumuts nye medlemmer i kommunalbestyrelsen er nemlig også genvalgt til Inatsisartut. En af grundene til, at hun har svært ved at slippe politik helt er, at hun stadig er medlem af Siumuts hovedbestyrelse.
Du blev selv valgt ind i Inatsisartut som ung. Hvilke råd har du til de mange unge, der nu er valgt ind i Inatsisartut og kommunalbestyrelserne'?
- At engagere sig i politik som ung kan naturligvis være en udfordring, men at leve er at lære. Men det er vigtigt ikke at tabe modet, og jeg håber, at de unge mennesker, der endnu ikke har afsluttet deres uddannelse, ikke kun skal fokusere på politik, men også stræbe efter at afslutte deres uddannelser og opnå succes på andre områder i livet.
Doris Jakobsen Jensen har en bachelorgrad i Kultur- og Samfundsforhold fra Ilisimatusarfik og er nu i gang med at forberede sin kandidatopgave.
Efter Kim Kielsen er udpeget som formand for Inatsisartut, kommer Doris Jensen ind i kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq som første suppleant.