Doris J. vil have landsmænd ansat i Aalborg-virksomheder

Den danske regering frigav i sidste uge 4 millioner kroner, der skal bruges til at bedre inklusion af grønlandske borgere i Danmark.
Foto © : Simon Uldum
Skrevet af Karsten Sommer
12. maj 2015 11:01

Det fortæller Siumuts folketingsmedlem Doris Jakobsen, der i sidste uge var på besøg i Aalborg, blandt andet for at tilse de initiativer, der gøres i Aalborg for at hjælpe tilrejsende grønlændere i gang på arbejdsmarkedet.

- I dag bor der omkring 3000 grønlændere i Nordjylland, langt de fleste er velfungerende og klar til arbejdsmarkedet - hvis de da kan få et job, skriver Doris Jakobsen i dag.

 

Kun 3 grønlændere ud af 145 ansatte

Og her er det faldet hende for brystet, at et af de grønlandske selskaber i Aalborg, Royal Arctic Logistic, med cirka 145 ansatte kun har tre grønlændere blandt sine medarbejdere.

- Det må kunne gøres bedre, mener Doris Jakobsen.

- Med både Royal Arctic Logistic og Royal Greenland i byen burde der være en målsætning om en vis andel af grønlandske medarbejdere i selskaberne, samt uddannelsesforløb eller trainee-stillinger, som en del af virksomhedernes CSR indsats, foreslår Doris Jakobsen.

- Jeg synes, det ville være en værdig måde at kvittere for de millioner, som Danmark nu er klar til at yde for, at vores medborgere kan få fodfæste på det danske arbejdsmarked. Samtidig kan det udvikle en arbejdskraftreserve, som vi i fremtiden vil få brug for, foreslår Siumut-folketingsmedlemmet.